Du er her:
Catilina
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
legg: , blad: [1]r
1
Catilina

Drama
i
tre Acter.

1849.

Personerne.
Lucius Catilina romersk Adelsmand
Aurelia Orestilla hans Hustru
Manlius en gammel Kriger

Cethegus
Gabinius
Statilius
Lentulus
Coeparius
Curius romerske Adelsmænd
Furia, en Vestalinde

Ambiorix
Ollovico. Allebrogernes Gesandter
En Vestalinde –
En Olding
Romerske Borgere, Soldater, Allebrogernes Ledsagere – Betjente ved Vestas Tempel.
Faksimile
legg: , blad: [1]v
Første Handling.
Landeveien ved Rom.
Catilina
, allene i en grundend
Stilling; efter en Pause
.
– – –
Jeg maa, jeg maa, saa byder mig en Stemme
i Sjælens Dyb, og jeg vil følge den,
jeg føler Kraft og Mod til noget Bedre,
til noget Høiere end dette Liv,
en Række kun af tøilesløse Glæder,
nei, nei, de fyldestgjør' ei Hjærtets Trang
– – jeg sværmer vildt; – kun Glemsel er min
Higen
det er fordi mit Liv har intet Maal.
(efter en Pause)
Ha! hvad blev vel af mine Ungdomsdrømme
som lette Luftgestalter de forsvandt;
kuns bitter Skuffelse de lod tilbage,
hvert dristigt Haab har S{jæ}kjæbnen røvet
mig
(med Hæftighed.)
Foragt dig selv, foragt dig Catilina,
den ædle Kraft du føler i dit {Bryst}Sjæl
˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort vertikalt i venstre marg.]
og hvad er Maalet vel for al din Stræben!
˺
kuns Mættelse for sandseligt Begjær.
(eftertænkende efter en Pause.)
Dog stundom end, som nu i denne Time
en lønlig Tanke ulmer i mi{n}t {Sjæl}Bryst –
– – Haa naar jeg seer mod Staden hist, det stolt
det høie Roma, midt i al dets Pragt, –
og det Fordærv hvortil det længst er sjunket
fremtræder skarpt og klarligt for min Sjæl
da raaber høit en Stemme i mit Indre
Faksimile
legg: , blad: [2]r
2
«vaagn, Catilina! vaagn og vord en Mand!
(afbrydet sig selv)
dog det er Gjøglesyn og Nattens Drømme
og Eensomhedens Aandefostre kun;
ved mindste Lyd fra Virklighedens Rige
de flygte ind i Sjælens tause Dyb!
Første Handling.
Udsigt fra den Appiske Vei, – Rom
i Baggrunden; – det er Aften –
Ambiorix, Ollovico med flere Ledsagere
komme ind fra Høire, – uden at bemærke
Catilina. –
Ambiorix
.
See hist vor Reises Maal, det stolte Romas
Mure,
mod Himlen rager frem det høie Capitol
Ollovico
Saa det er Roma da? Italiens Herskerinde
og snart Germaniens, Galliens og maaskee
Ambiorix
Desværre, ja, saa tør det maaskee {t<...> } vorde vorde
og haardt og tungt er Romas Jernaag,
til Jorden fast dets Kuede det tynger
Thi komme vi som Bud jo fra vort Folk
at søge Ret for Krænkelserne hjemme
og Ro og Fred fo{ <...> }r Allebrogerland
Ollovico
.
Og det vil skjænkes os
Ambiorix
Det vil' vi haabe{!},
thi sikkert ved vi det Modsatte ei
Ollovico
.
Du frygter – synes det?
Ambiorix
Maaskee med Rette:
nidkjær var Roma stedse for sin Magt.
{ <...> }og see Ollovico, see dette stolte Rige
regjeres ei af Høvdinger som vi,
Der hjemme vælges ud den Viseste og Bedste
den klogeste i Raad den kjekkeste i Strid
Faksimile
legg: , blad: [2]v
ham kaare vi, den Bedste af vor Stamme,
til H{øv}ersker ud – til Leder for vort Folk
men her – –
Catilina
(træder rask frem fra Vagten)
Her hersker smudsig Egennytte!
Ved List, Bestikkelse man vorder Hersker her
Ollovico
.
O høie Guder, han har os beluret
Ambiorix
Er saa den { <...> }ædelbaarne Romers Skik
et Kvindeværk er det i vore Dale
Catilina
Frygt ikke, Speiden er ei min Bedrift
tilfældig kuns jeg hørte eders Tale,
Fra Allebrogerlandet komme I –
I Roma troe I Retfærd end at finde,
Vend om, Forblindede, her ˹raader˺ hersker Tyranni
og Uretfærd langt meer end nogensinde,
˹end˺ vel Republik af Navnet er det end vel
og dog hver Borger er en bundens Slaves
forgjældet og afhængig som en Træl
af et Senat, tilfals for Gunst og Gave
her raader ei den {frie}høie Romeraand,
det Frisind Roma havde længst i Eie
vid Liv og Sikkerhed er af Senatets Haand
en Gave, som med Guld man maa opveie!
her raader Magtsprog ei Retfærdighed
– den Ædle staar af Vælden overskygget
Ambiorix
Ha siig hvo er da du der styrter ned
den Grund hvorpaa vort hele Haab var bygget
Catilina
En Mand der føler varmt fra Friheds Sag
En Fiende af uretfærdigt Velde
en Ven af {H}hver en Undertrykt hver Svag,
me{n}d Mod og Kraft den Mægtige at fælde
Ambiorix
{ <...> }Det {s<...> }ædle Romerfolk, ha ˹Romer!˺ Ubekjendte Svar
˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort vertikalt i venstre marg.]
maaskee du vil den Fremmede bedrage
Tyrannens Skræk, Beskytter for den Svage
˺
er det ei mere, hvad det fordum var
Catilina
See, Allebroger! imod Vest og skuer
paa Høien hist det stolte Capitol
i rødlig ˹Aften-˺ matte Glands hvordan det ˹ dunkelt˺ luer
af sidste Gløden ifra Vestens Sol
Saa flammer ogsaa Romas Aftenrøde
Dets Frihed hylles ind i Trældoms ˹ mørk ˺ dunk Nat
– dog paa dets Himmel snart en Sol skal gløde
og for dens Straaler svinder Mulmet brat
(gaaer.)
Faksimile
legg: , blad: [3]r
3
Forum.
I Forgrunden en Søilegang hvorunder Len-
tulus, Cethegus Statilius ˹ og ˺ Gabinius og
Coeparius sees i Samtale – {d}Det er Aften
Coeparius
.
Ja du har Ret det vorder stedse være
– hvad Enden vorder veed jeg ikke selv –
{Len}Statilius
.
{ <...> }Ei aldrig falder det mig ind at tænke –
paa saadant; – Øieblikket nyder jeg
hver Glædens Frugt jeg plukker mig og lader
˹det Hele˺ forresten gaa sin egen skjæve Gang
Lentulus
.
Vel den der kan det mig forundes ikke
saa ligegyldig at imødesee
en Fremtid da ei mere er tilovers
da in{tet}gen Fordring fyldestgjøres kan
– i denne Dag mit sidste Arvestykke
mit Landgods er for Gjæld berøvet mig
Gabinius
Og ingensinde Udsigt til det Bedre
dog nægtes kan det ei – en saadan Leveviis – –
Statilius
.
O til dog stille med din dumme Snakken
– men see der komme muntre Venner jo
fra lystigt Bac{h}chanal – det tør jeg vedde
hvad eler ogsaa gaae I til et sligt! –
Manlius
(træder ind
med Hæftighed.) –
Forbandet være dem, de lumpne Hunde –
Retfærdighed de kjende ikke meer
Lentulus
Hvad er paafærde, hvorfor saa forbittret
Statilius
Har Creditorer ogsaa plaget dig?
Manlius
Heel andet, hør som I ˹alle˺ vide,
i Sullas Hær har jeg med Hæder tjent
Et Stykke Agerland var min Beløning
da Krigen var tilende leved' jeg
, i Rolighed, til Nød det mig ernæred
nu er det mig berøvet som det hed
for Statens Eiendomme at inddrage
til ligelig Fordeling paa enhver
det er et Røveri og intet andet
kuns egen Fordeel er der sigtet til
Gabinius
Saa handler man med vore Rettigheder
den mægtige regjerer som Tyran
Faksimile
legg: , blad: [3]v
Statilius
.
Det er Ulykke nok, og dog en m{ <...> } ˹eg˺et større
er rammet mig – som snart I høre skal,
tænk Eder kun, min hulde Elskerinde
min Tullia har skjændig mig forladt
– just nu da Alt, hvad end var mig tilovers
for hendes Skyld allene – var forødt
Gabinius
Din Overdaad tilskrives maa det ene
Statilius
Kan jeg da for, at alting er saa dyrt –
Manlius
.
Ha jeg der tappert kjæmped for den Hæder
den Magt hvormed de Usle prale nu –
– jeg skal – – ha var den gamle ˹tappre˺ Skare
af mine Vaabenfæller endnu her –
men nei de fleste af dem ere døde
og de Gjenlevende er spredt i Verden om; –
og hvad er I den unge Slægt mod hine
for Magten bøies I til Støvet ned
I have Mod ei Lænken a{f}t afryste
I foretrække dette Trælleliv! –
Coeparius
Ved Guderne heel sandt – skjønt dristigen han taler
er Sandhed dog i hvad han sagde der
Statilius
.
Ja vel ja vel – det maa vi ham indrømme
men hvordan gribe fat, see det er Sagen just
Lentulus
.
Ja Sandhed er det, see I altfor længe
(man beslutter at henvende sig til Catilina)
Faksimile
legg: , blad: [4]r
4
En Søilegang i Rom
Lentulus, Statilius, ˹Coe˺ Coe parius og ˹Cethegus˺ Gabinius
staa i ivrig Samtale.
Coeparius
Ja du har Ret, – det vorder stedse værre
– hvad Enden bliver veed jeg ikke selv.
Cethegus
Ei, aldrig falder det mig ind at tænke
paa saadant, Øieblikket nyder jeg,
hver Glæden˹s˺ ˹Frugt˺ jeg plukker mig og lader
det Hele gaae sin egen skjæve Gang.
Lentulus
Vel den der kan, det mig forundes ikke
saa ligegyldig at imødesee
en Fremtid da ei mere er tilovers,
da ingen Fordring fyldestgjøres kan.
Statilius
Og ingensinde Udsigt til det Bedre;
dog nægtes kan det ei, en saadan Leveviis
Cethegus
O ti med sligt –
Lentulus
Mit sidste Arvestykke
er end i Dag fo{g}r Gjæld berøvet – mig –
Cethegus
Nu væk med Sorgen, følger mig vi ville
i lystigt Bacchanal forglemme de{m}n
Coeparius
Ja, ja det ville vi, afsted I muntre Venner.
Lentulus
Nei venter lidt, hist kommer Manlius
vor gamle Ven, han vil os sikkert følge.
Manlius
træder hæftig ind.
Forbandet være dem, de lumpne Hunde.
Faksimile
legg: , blad: [4]v
Retfærdighed de kjende ikke meer!
Lentulus
Hvad er paafærde? Hvorfor saa forbittret?
Statilius
Har Creditorer ogsaa plaget dig?
Manlius
Heel andet. Hør, som I jo alle vide,
i Sullas Hær har jeg med Hæder tjent,
et Stykke Agerland var min Belønning;
da Krigen var tilende, leved' jeg
i Rolighed, til Nød det mig ernæred,
nu er det mig berøvet, som det hed
for Stadens Eiendomme at inddrage
til ligelig Fordeling paa {e}Enhver;
det er et Røveri og intet andet,
kuns egen Fordeel er der sigtet til
˹Coeparius˺ {Gab} Cethegus
Saa handler man med vore Rettigheder,
den Mægtige regjerer som Tyran!
Cethegus
(muntert)
Det er ulykke nok, og dog en værre
er rammet mig, som s{ <...> }nart I høre skal;
tænk Eder kun, min hulde Elskerinde,
min Tullia har skjændigt mig forladt,
just nu, da alt, hvad end var mig tilovers,
for hendes Skyld allene var forødt!
Statilius
Din Overdaad tilskrives maa det ene.
Faksimile
legg: , blad: [5]r
5
Cethegus
Tilskriv det hvad du vil, jeg giver ei
{ jo }paa mine Ønsker Slip, dem vil jeg stille
tilfreds saalænge˹,˺ ˹som˺ 1 jeg 3 formaaer 2 det
Manlius
Ha! jeg der tappert kjæmped for den Hæder
den Magt hvormed de Stolte prale nu! –
– jeg skal – – ha! var den gamle tappre Skare
af mine Vaabenfæller endnu her;
men nei, de Fleste af dem ere døde,
og de Gjenlevende er spredt i {vi}Verden om, –
– og hvad er' I, den unge Slægt mod hine?
For Magten bøies I til Støvet ned;
I have Mod˹,˺ ei, Lænkerne at bryde,
I foretrække dette Trælleliv!
Lentulus
Ved' Guderne! Skjønt dristigen han taler
er Sandhed dog i hvad han sagde der.
Cethegus
.
Ja vel, ja vel, det maa vi ham indrømme
men hvordan gribe fat see det er Tingen just
Lentulus
Ja Sandhed er det, see I, ˹længe taalte˺ alltfor længe
vi taalte Undertrykkelsen, nu er det Tid,
at kaste af de Baand som Uretfærd
og Herskesyge rundt om os har flettet!
Statilius
Ha! jeg forstaaer dig Lentulus, dog see
dertil behøve vi en kraftig Leder,
– med Mod og Indsigt nok; hvor findes han?
Faksimile
legg: , blad: [5]v
Lentulus
Jeg kjender en, der mægter o{g}s at lede
Manlius
Du mener Catilina? –
Lentulus
Netop ham!
Cethegus
.
Ja Catilina, ja, han er den eneste!
Manlius
.
Jeg kjender ham; jeg var hans Faders Ven,
jeg ˹og˺ ved hans Side mangen Kamp ˹jeg˺ <...> kjæmpe{ t }d' –
hans lille Søn i Striden fulgte ham –
j{o}a dengang alt, var Drengen vild, ustyrlig –
Dog skjeldne Gaver – findes der hos ham
hans Sjæl er ˹høi˺ ædel ,, hans Mod urokkeligt.
Lentulus
Jeg troer at finde ham ret beredvillig;
jeg mødte ham i Aftes dybt forstemt,
han ruger over hemmelige Planer,
et dristigt Maal han havde længst isigte
Statilius
Ja, Conculatet har han længe søgt –
Lentulus
.
Det vil ei lykkes ham, thi bittert har
idag hans Fiender imod ham talet –
han var tilstede selv og rasende
forlod han Raadet –, ˹pønsende paa Hævn.˺ vi vil søge ham,
Statilius
Da gaaer han sikker{,}t paa vort Forslag ind –
Lentulus
Jeg haaber det; vi ville søge ham,
ledsager I mig; – Tiden er os gunstig!
(de gaae)
˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort på innlimt lapp.]
Faksimile
legg: , blad: [6]r
˹ [HIS: Foliering på baksiden av lappen.] 4
Vestas Tempel.
I en Nische i Baggrunden brænder den
hellige Ild. Catilina og Curius liste sig in<...>
og stikke sig bag Søilerne i Forgrunden.
Curius
Hvad, Catilina! hid du fører mig
i Vestatemplet?
Catilina
leende
Nu, ja som du seer! –
Curius
.
I Guder{,}! hvilket Letsind! End i Dag
Har Cicero, din Uven mod dig tordnet –
og dog du kan – –
Catilina
.
O, lad det være glemt –
For hvad saa
Curius
.
Du er i Fare og forglemmer den
Curius
Du er i Fare og forglemmer den,
ved blindt at styrte dig udi en anden!
Catilina
(muntert)
Forandring er min Lyst, jeg aldrig talte før
blandt Vestalinderne en Elskerinde
thi kom jeg hid, min Lykke at forsøge!
˺
4
Vestas tempel
I en Nische i Baggrunden brænder den hellige
Ild – en Venstalinde sidder taus og vogter der
Catilina og Curius komme useet ˹listende˺ ind –
Curius
Hvad, Catilina! hid du fører mig
i Vestas Tempel?
Catilina
Nu, ja som du see<...>
<...>Forandring er min Lyst, jeg aldrig f<...>t <...>selv
<...>landt Vestalinderne en Vestalinde Elskerin<...>ør
thi kom jeg hid min Lykke at forsøge
Curius
I høie Guder – dog det er vel Spøg –
Catilina
En Spøg? ja vist som al min Kjærlighed
men Alvor er dog hvad jeg nys dig sagde –
– da under sidste Fest igjennem Romas Gader
i Procession Præstinderne jeg saa
tilfældigviis paa een af dem jeg fæsted
et Øiekast og med et flygtigt Blik
hun mødte mit – det trængte gjennem Sjælen
og dette Udtryk i det dunkle Øie,
jeg aldrig saa hos nogen Kvinde før
Curius
.
Det vil jeg tro – men siig hvad fulgte siden
Catilina
I Templet her, jeg har mig listet ind
alt flere Gange seet talt med hende –
ha hvilken dyb Forskjel imellem hende
og Orestilla min Aurelia –
C{a}urius
Og begge elsker du
paa eengang, nei det kan jeg ei begribe
Catilina
Besynderligt jeg fatter det ei selv,
og dog det er { <...> }aldeles som du siger
me{d den }n dog! hvor er min Elskov heel foskjellig
Aurelia er ˹øm˺ mild og stemmer {mig} ˹ blot ˺ ˹tit ˺
med blide Ord til Mildhed dette Hjjete
Men Fulvia, dog tys der kommer Nogen.
Furia
. kommer ind
Forhadte Haller! Vidner til den Smærte
til den Kval hvortil jeg er fordømt! –
hver herlig Tanke hvert et Haab jeg nærte
er slukt i dette Hjerte, vildt ig ˹g˺jennemstrømt
af Febergysen snart og snart af Gløden
meer heed og brændende end Flammen ˹der˺ hist
Faksimile
legg: , blad: [6]v
ha hvilken Skjæbne – og hvad var vel Brøden
som fængsled mig til dette Tempel her
som røved mig enhver min Ungdomsglæde
hver skyldfri Lyst i Livets skjønne Vaar
i Livets skjønne Vaar hver skyldfri Lyst
{ <...> }dog ingen Taare skal mit Øie væde
– kun Had og Hævn beliver dette Bryst
Catilina
(træder frem)
Og heller ei for mig en anden L{y}ue
en mere {m}blid du nærer Furia!
Furia
I Guder! ha Forvovne atter her?
du frygter ei – –
Catilina
{For mig}Jeg kjender Frygten ei
at møde Faren stedse var min Lyst
Furia
O herligt, herligt saa er og min Tanke
Og dette Tempel hader jeg desmeer
fordi i Tryghed roligen jeg lever –
og ingen Fare bag dets {m}Mure boer,
– Og denne tomme { <...> }handlingsløse Virken,
et Liv saa mat som Lampens sidste Blus
ha! hvilken Tumleplads for denne Fylde
af høie stolte Planer i mit Bryst
det knuges sammen mellem disse Mure
hvor Livet stivner, Haabet slukkes ud
hvor Dagen mat og døsig sig hensniger
hvor ingen Tankens Gjenstand bydes frem
Catilina
.
Ha Furia hvor sælsom er din Tale!
den klang som Toner fra mit ege{t}n ˹Barm˺ Bryst
som om med Flammeskrift du vilde male
enhver min Higen svulmende og varm
saa knuger Smærten ogsaa dette Hjerte
som dit af Hadet hærdes det til Staal
som {dig}du, ˹mig˺ jeg røvedes hvert Haab jeg nærte
mit Levnet er som dit foruden Maal –
– Dog jeg gjemmer taus min dybe Smærte
og ingen ahner hvad der gløder her
– de oversee, foragte mig de Usle
de vide ei hvor høit mit Hjerte slaar
for Ret og Frihed og for alt hvad ædelt
bevæged sig i nogen jordisk Barm
Faksimile
legg: , blad: [7]r
5 ˹7˺
{C}Furia
{D}O herligt denne Sjæl og ingen anden
er skabt for mig, saa {sig}raaber høit en Røst
fra Hjertets Dyb og den bedrager ikke
saa kom o kom vi ville lyde den
Catilina
Hvad mener du min skjønne Sværmerinde!
Furia
˹Ha lad os˺ Vi ville flygte bort fra dette Sted
et bedre Fødeland vi ville finde –
her kues Aandens høie stolte Flugt
Her slukker Lavhed hver en herlig Funke
førend til Flammer høit den blusser frem
Kom lad os flygte ha for Frihedssindet
er hele Jordens Kreds et Fædrehjem!
Catilina
.
Ha! mægtigt tryllende din Tale lyder
Furia
Saa lad os fly i dette Øieblik
over Bjerge ˹hist˺ langt bag Havets Flade
langt fra Roma standser først vor Flugt
en talrig Venneflok dig sikkert følger
˹i fjerne Lande˺ paa Asiens Sletter fæste vi vor Bo
der herske vi og vil 2 ei 1 meer fordølge
at intet Hjerte slog som disse To
Catilina
.
O skjønt, dog sig hvi skulle vi vel fly,
– see her kan ogsaa Frihedsflammen næres
her findes og Anledning til Bedrift
saa stor som selv din Sjæl forlanger den
Furia
.
Her siger du, her i det usle Rom
hvor Slavesind og Tyrani kun findes
Ha hvis jeg som Ikarus kunde høit
igjænnem Æthrens ˹Blaa be˺ lyne vinget svæve
Ha Lucius er ogsaa du blandt dem
som maa med Rødme Romas Fortid mindes
hvad var det engang og hvad er det nu
dengang en Helteflok og nu en Skare
af usle Trælle
Catilina
Spotter ogsaa du
Faksimile
legg: , blad: [7]v
Ha! viid for Romas Frihed at bevare
for end engang at see dets høie Glands
med Glæde jeg som Curtsius mig styrted
i Svælget ned – –
Furia
O ti i sælsom Ild
dit Øie gløder, du har Sandhed talet –
dog gaa thi snarlig vil { <...> }Præstinderne
hid komme som paa denne Tid de pleie
Catilina
Jeg gaaer dog snart du seer mig her igjen
en sælsom Tryllekraft {d}mig fængsler til din Side
e{t}n { <...> }Kvinde, stolt som du jeg aldrig saa
Furia
med et vildt Smiil
Saa lov mig et, og sværg at du vil holde
hvad du mig lover – vil du Lucius?
Catilina
Jeg vil alt hvad min Furia forlanger –
i dette Hjerte hersker ene du –
Furia
Saa viid ˹end˺skjønt i Templet her jeg lever –
I Roma mellem Eder {lever}findes Een
ham har jeg svoret Fiendskab til Døden
og Had bag Gravens dunkle Skygger selv
Catilina
Nu vel –
Furia
Saa sværg, min Fiende skal vorde
til Døden, din – siig vil du Lucius?
Catilina
Det sværger jeg ved alle høie Guder
ved min {Faders}Moders Minde ved min Faders Navn
høit sværger jeg – men siig hvad fattes dig
– min Furia! dit Øie {f}sælsomt flammer
Faksimile
legg: , blad: [8]r
6 ˹8˺
og marmorhvid som Døden er din Kind
Furia
{Furia}Jeg veed ei selv, som Ild i mine Aarer
det gløder – dog bliv ved, sværg end engang
Catilina
Udøser, høie Guder, paa min Isse
al eders Hevn og lad jers Vredes Lyn
mig ˹sønderknuse˺ knuses { <...> }hvis min Eed jeg bryder
J en Dæmon lig jeg skal forfølge ham!
Furia
Alt nok, jeg troer dig, ha min Barm det letted
– i dine Hænder hviler nu {d}min Hævn
Catilina
Jeg skal udføre den, dog sig mig Furia
h{ vad }vo er han og hvad var hans Brøde vel!
Furia
Ved Tibers Bredder langt fra Romas Mure
min Vugge stod – der var mit stille Hjem
førend jeg viedes til Vestalinde
en elsket Søster leved der med mig.
– da kom en Nidding til vor stille Bolig
han saa den rene skjønne Lillie der –
Catilina
overrasket
I høie Guder!
Furia
Han forførte hende – –
I Tibers Vover søgte hun sin Grav! –
Catilina
urolig
Du kjender ham?
Catilina
Jeg saa ham aldrig der
jeg vidste Intet, før det var for seent! –
nu kjender jeg hans Navn
Catilina
Saa nævn det da!
Furia
Du sikkert kjender ham, vid det er Catilina
Faksimile
legg: , blad: [8]v
Catilina
farer tilbage
Ha! rædsomt – Furia! – hvad siger du
Furia
Hvad fattes dig, kom til dig selv du blegner –
siig Lucius, er han maaskee din Ven
Catilina
Min Ven? nei Furia – – nu ikke mere
– jeg har forbandet, svoret evigt Had
– – mig selv –
Furia
Dig selv, du – du er Catilina!
Catilina
Jeg er det – –
Furia
Du min Tullias Forfører?
Ha! saa har Nemesis jo hørt min Bøn
selv har du Hævnen over dig nedkaldet
vee dig – Forfører, vee dig –
Catilina
Ha hvor fælt
dit Øie stirrer – ˹ha˺ ˹og˺ liig den Dødes Skygge
du synes lig i Maanens ˹blege˺ matte Skin
(iler ud)
Furia
(efter en Pause med vild Hæftighed)
Ha nu forstaaer jeg det – for mine Blikke
er Sløret { <...> }faldet – og jeg fatter alt
Had var det som, fra første Gang jeg skued
paa Gaden ham, sig fæsted i mit Bryst –
en sælsom Følelse, en vild en blodrød Flamme!
Ja, han skal føle hvad et Had som mit
et evigt flammende for{ <...> }uden Grændse
foruden Maal skal bringe over ham
En vestalinde
træder ind
– Gaa Furia! snart Timen er tilende
{ m <...> }thi kom jeg hid – – {n<...> }dog hellige Gudinde
hvad seer jeg – vee dig vee dig Flammen slukt
Furia
vildt
Slukt – siger du – den brænder vildt ˹endnu˺ som før
– den slukkes ei – –
Faksimile
legg: , blad: [9]r
7 ˹9˺
Vestalinden
I Guder! hvad er dette –
Furia
Nei Hadets Ild udslukkes ei saa let –
see Kjærlighedens blusser frem og ˹slu˺ ˹synker˺ {slukker} synker
i samme { <...> }Stund, men { <...> }Hadet – – –
Vestalinden
himmelske Gudinde
O hjælper hjælper – det er Vanvid jo –
Endeel Tempeltjenere ile ind –
Nogle
Hvad er paafærde –
Andre
Vestaflammen slukket –
Furia
Heer i mit Hjerte flammer det endnu! –
Vestalinden
Bort bort med { K }hende, med Forbryderinden!
(de føre hende bort.)
˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort på innlimt lapp.]
Curius
. (træder frem)
Ha! til Døden bort de føre hende,
Nei, nei, ved Guderne, det maa ei skee!
Skal hun, det stolte, dette høie Væsen
med Skjændsel lide en ˹Forbryders Død.˺ Forbryders Død
O; aldrig følte jeg mig saa tilmode,
hvor dybt har hendes Billed præget sig
ind i mit Hjerte, ha, hvad fattes mig
mon {d}er det Kjærlighed? Ja saadan er det –
– Jeg redder hende; – o, men Catilina? –
Med evigt Had hun vil forfølge ham.
Er der ei nok af dem der hade ham,
skal jeg endnu hans Fiender forøge?
Han var mig længst jo i en Faders Sted –
mig byder Pligten at beskytte ham; –
– men Kjærligheden? Ha hvad byder den,?
Og skulde han, den stolte Catilina
vel skjælve for en Kvindes Vrede? Nei
– det maa udføres, end i denne Stund!
Ja Furia, jeg, jeg skal redde dig
fra Døden, gjældt – det endog mit Liv!
(gaaer hurtig
bort.)
˺
Curius
.
<...> a! til Døden nu de bringe hen<...>
ha stolte Kvinde skal du saa forg<...>
skal dette skjønne dette høie Væsen
med Skjændsel lide en Forbryders Død –
nei nei – jeg redder hende – ha hvor sært
har hendes Ord mit Hjerte gjennemflammet
med Lueskrift end staa de præged her
afsted – afsted – ja jeg skal redde hende
fra Døden – gjaldt det end mit eget Liv!
(iler ud.)
Faksimile
legg: , blad: [9]v
Et Værelse i Catilinas Huus.
Catilina
træder med Hæftig-
hed ind
.
Ha saa har Nemesis jo hørt min Bøn
selv har du Hævnen over dig nedkaldet –
– saa lød det jo fra Sværmerindens Læbe –
– forunderligt – maaskee det var et Vink –
et Varsel om hvad Fremtiden skal bringe
– Saa har jeg selv med Ed mig viet ind
til ˹evig˺ Hævner – af min egen Brøde
Ha Furia 3 end 2 tykkes 1 mig jeg seer –
dit Flammeblik vildt som en Hævngudindes
˹mens˺ {og} mens huult dit Ord end toner i min Sjæl
og evig evig skal min Eed jeg mindes –
(afbryder sig selv) ˹ inden den følgende Replik har Aurelia ubekendt
nærmet sig ham
˺
Dog det er taabeligt at tænke meer
paa denne Galskab, – andet er det ikke
– en ˹bedre Retning˺ større Gjenstand har min Grublen jo
e{t}n større Gjenstand eier Sjælens Blikke
– Ha – mine Planer har et mægtigt Krav
Paa dem jeg maa enhver min Tanke vende –
{I m }Mit Indre { <...> }bølger som et stormfuldt Hav –
Aurelia
Tør din Aurelia en Grunden kjende –
Tør hun ei vide hvad der i dit Bryst
bevæger sig og kjæmper vildt derinde
tør hun ei yde dig en venlig Trøst
og bringe Sjælens { Trøs }Mulm til at forsvinde –
Catilina
blidt
O min Aurelia – hvor du er god og øm
dog sig! hvi skal jeg Livet dig forbittre
hvi skal du dele hver en Sorg med mig –
ha nok af Smerte har jeg dig forskaffet
er det ei nok at paa min Isse har
en mørk en fjendtligsindet Sjkjæbne dynget
al den Forbandelse der ligger i
Foreningen af ædle Sjælekræfter
Faksimile
legg: , blad: [10]r
8 ˹10˺
af varm Begeistring for et daadrigt Liv
med usle Baand der kue Aandens Stræben
skal ogsaa du i lange tunge Drag
min Smærtes bittre Skaal til Bunden tømme
Aurelia
En kjærlig Trøst er stedse Kvindens Sag
kan hun end ei som du om Storhed drømme
Naar {m}Manden { <...> }kjæmper { sin } for sin stolte Drøm
og al hans Løn er Skuffelse og Kummer
da lyder hendes Tale blid og øm
hun dysser ind ham til en rolig Slummer –
da finder han at og det stille Liv
har Glæder som den vilde Tummel savner
da finder han at og det stille Liv
har Glæder som den vilde Tummel savner
Catilina
Ja du har Ret – heel vel jeg føler det –
og dog jeg kan mig ei fra Larmen rive
en evig Uro gjærer i min Barm
kuns Livets Tummel mægter den at stille
Aurelia
Er din Aurelia dig ikke nok
formaaer hun ei din Sjæl tilfreds at stille
saa aabn dit Hjerte for e{n}t venlig˹t˺ { Trøst }Ord
en kjerligt Trøst ifra din Hustros Læbe
kan {hun}jeg ei mætte denne vilde Trang
kan {hun}jeg ei følge hver din˹e˺ Tanke{s}rs Flyven:
vid jeg formaaer at dele hver din Sorg
har Kraft og Mod at lette dine Byrder –
Catilina
Saa viid da min Aurelia hvad der
i dette Øieblik mig dybt har grebet –
Du veed jeg længst har Consulatet søgt –
foruden Held – du kjender jo det hele –
hvordan for Stemmer at forskaffe mig
jeg har forødt – –
Aurelia
O ti min Catilina
det smærter mig – –
Faksimile
legg: , blad: [10]v
Catilina
bebreider du mig og
bebreider du mig og – –
hvad Middel var vel ellers mig tilbage
– – til ingen Nytte er det hele spildt
kuns Haan og Skjændsel er hvad jeg har vundet
nys i Senatet har min Fiende –
Marcus Ci{s}cero mig { dy }bittert krænket –
hans Tale var en Skildring af mit Liv
saa rædselfuld at selv jeg maatte gyse
i hvert et Blik jeg læs{er}te taus Foragt –
med Afsky nævnes Navnet Catilina
til fjerne Efterslægt det bringes vil
som Billed paa en fæl en rædsom Blanding
af Tøilesløshed og af Usselhed
{ <...> }af Haan og Foragt for det Ædle Høie
og ingen Daad skal værne om mit Navn
og vidne mod hvad skjændig man har løiet
˹enhver vil tro hvad Rygtet ha{ m fortæller } r fortalt ˺ og ingen tvivler at det Sandhed er
Aurelia
{J}Men jeg – jeg troer det ei min Catilina!
lad hele Verden end fordømme dig
lad den kun Skjændsel paa dit Hoved tynge
jeg ved du gjemmer i din høie Sjæl
en Spire som kan ædle Frugter bære –
men her formaaer den ei at bryde frem
og giftigt Ukrudt vil den snarlig kvæle
lad os forlade dette Sorgens Hjem
hvad binder dig hvi skulle her vi dvæle
Catilina
Hvad mener du jeg skulde drage bort –
˹jeg˺ for evig ˹skal˺ opgive mine stolte Tanker
– den Druknende – endskjøndt foruden Haab
sig klynger fast dog til de knuste Planker
naar ˹Skibet ˺ ˹Vraget ˺ Skibet sluges af den vaade Grav –
˹og hvert { <...> } et Haab om Redning er forsvunden˺ og selv han synker redningsløs forloren
de{n}t sidste ˹Planke˺ ˹Stykke˺ Levning han med sidste Kraft
omfatter, synkende med det til Bunden –
Faksimile
legg: , blad: [11]r
9 ˹11˺
Aurelia
Men naar en venlig Kyst tilsmiler ham –
med grønne Lunde langsmed Havets Vove
da vaagner Haabet atter i hans Barm
han stræber did – imod de ˹lyse˺ kjøli Skove
– der er det skjønt – der hersker stille Fred
der pladsker Bølgen venligt imod Stranden
der lægger han de trætte Lemmer ned
og kjølig Vestenvind omvifter Panden
de{n} ˹r˺ jage{r} ˹s˺ bort hver Sorgens mørke Sky
˹en˺ {og} at stille Fred bli'er i hans { S }Sind tilbage
der dvæler han og finder kvægsom Ly
og Glemsel for de svundne mørke Dage
det fjerne Eccho kuns af Verdens Larm
formaaer at trænge til hans stille Bolig –
– det {B}bryder ikke Freden i hans Barm
det gjør hans Sjæl end mere glad og rolig
det minder ham om ˹den forsvundne Tid˺ hvad han eengang var
hans knuste Planer og hans vilde Glæder
– han finder dobbelt skjønt det stille Liv
og bytter det ei m{ o } ˹e˺d ˹nogen Romers˺ en Krones Hæder
Catilina
O skjønt du taler og i denne Stund
jeg kunde følge dig fra Livets Tummel
dog siig hvor skulle vi vel flygte hen
hvor skulle vi i stille Ro vel leve
– –
Aurelia
glad
Du vil min Catilina, hvilken Fryd
o mere end mit Bryst formaaer at rumme
– hvi dvæle vi – – o selv i denne Nat –
vi drage kan afsted – –
Catilina
Hvor skal vi drage –
hvor findes Stedet, hvor jeg lægge kan
til Ro mit Hoved – – –
Aurelia
kan du saadan tale
Faksimile
legg: , blad: [11]v
har du forglemt vort lille Landsted hvor
min Vugge stod og hvor vi siden glade
{har bo}og lykkelige {en}i en salig Ro
har levet mange muntre Sommerdage.
Hvor var vel Græsset mere grønt end der
hvor større Kjølighed i Skovens Skygge,
Den lille Villa mellem dunkle Træ'er
fremtitter vinkende i rolig Hygge
Did flygte vi og vie ind vort Liv –
til Landlig Rolighed til stille Glæde
Der skal opmuntre dig en kjærlig Viv
med Kys hun skal enhver din Kummer sprede
(smilende.)
og naar med Markens Blommer i di{t}n ˹Favn˺ Skjød
du træder ind til mig – din Herskerinde –
da raaber jeg min Blomsterfyrstes Navn,
og binder Laurbærkrandsen om hans Tinde!
{– – –} {m}Men siig hvad fattes dig du { <...> } knuger vildt –
– min Haand og sælsomt flamme dine Blikke
Catilina
Vee mig Aurelia – dit Haab er spildt
didhen at føre dig formaar jeg ikke
jeg kan ei – –
Aurelia
Guder! hvor du skrækker mig
dog ikke sandt du spøger Catilina –
Catilina
Jeg spøger! ha er dertil jeg istand
naar hvert dit Ord som Hævnens skarpe Pile
igjennembore dette piinte Bryst –
som Skjæbnen aldrig end forundte Hvile
Aurelia
I Guder, siig had mener du –
Catilina
See her
her er din Villa, her din Fremtids Glæde –
({ <...> } trækker en Pung <...> Guld frem og kaster den
med Hæftighed paa Bordet)
Faksimile
legg: , blad: [12]r
10 ˹12˺
Aurelia
O du har solgt –
Catilina
Ja end i denne Dag. –
Og i hvad Hensigt – ha forat bestikke – –
Aurelia
O ti – o ti – lad os ei – tænke meer –
paa denne Sag det volder jo kun Smærte
Catilina
Ha meget meer din Blidhed knuser mig
end hver en bitter Klage fra din Læbe
En Olding
træder ind og nærmer
sig Catilina
Tilgiv mig Herre at jeg træder ind
umeldt ved Aftentid her i din Bolig
tilgiv – –
Catilina
.
Siig frem hvad vil du her –
Oldingen
Mit Ærind er en ydmyg Bøn, { <...> }du sikkert –
– vil høre den, jeg er en fattig Mand –
som offret har min Kraft for Romas Hæder
nu er jeg svækket – kan ei tjene meer
og mine Vaaben hænge rustne hjemme
mit hele Haab stod til min Søn og han har
med sine Hænders Arbeid mig ernæret –
– ak – for en Gjeld han sidder fængslet nu –
og ingen Redning – hjælp mig hjælp mig Herre –
(knælende –)
en lille Skjærv – jeg vandret har fra Dør
– til Dør men ak enhver { ˹ <...> ˺ } ˹ forlængst ˺ ˹forlængst˺ var lukket –
jeg kan ei m{ e }e e re
Catilina
Ha det ligner dem
s{aa handler man}ee Aurelia saadan benhandler man
den gamle tæppere Veteranerskare –
Taknemlighed er ei i Roma meer –
– der var en Tid da jeg i billig Harm
Faksimile
legg: , blad: [12]v
gad hævne mig med Sværd og vilde Flammer
men, see ˹i denne Stund jeg kan det ei˺ en stille Ro i denne Stund
mit Sind er barnligmildt – jeg kan ei hævne –
– at lindre Sorgen er jo og Bedrift –
– der Olding – tag – du kan din { Skyld }Gjæld betale –
(rækker ham Guldet)
Oldingen
O høie Guder! – kan jeg tro dit Ord
– –
Catilina
Ja skynd dig Gamle gaa og løs hans {l}Lenker
(Oldingen gaaer hurtig ud)
– en bedre Brug – ei sandt Aurelia
– end til Bestikkelser til Uretfærd –
vel er det skjønt at { hævne T }styrte en Tyran
– – men stille Trøst har ogsaa sin Belønning
Aurelia
kaster sig i hans Arme
O stor og ædel er endnu din Sjæl –
nu kjender jeg igjen min Catilina!
˹ de gaae. ˺
En underjordisk Hvælving.
En lampe brænder m{at}at {–}. {i}I Baggrunden
en stor Jerndør – Furia staaer midt i ˹Hvælven˺ { <...> } Hvælven
iført en sort Dragt og i en lyttende Stilling –
Furia
Det drønner huult, det tordner hist deroppe
den fjerne Larm gjenlyder ned til mig –
– men her i Underverdnen er det stille
– her er til ˹døsig Ro˺ Stilhed evig jeg ˹evig˺ fordømt
– skal end ei her i vilde Labyrinther
– jeg færdes om, som stedse var min Lyst
(efter en Pause)
Det var et sælsomt Liv en sælsom Skjæbne
Kometens lig der fly˹g˺tig kom og svandt
Faksimile
legg: , blad: [13]r
11 ˹13˺
og han – han mødte mig – en mægtig Try{ <...> }llekraft –
˹en indre Sympathi˺ os førte sammen os førte sammen
jeg var hans Hævngudinde, han mi{ <...> }t Offer – –
– men Straffen fulgte Hævnerinden brat – !
{– – – – – – – – – – –} ˹En Pause˺
Nu er det tyst deroppe; – fjernes jeg
alt meer og meere ifra Lysets Bølig? –
ha vel hvis saa det er – hvis ˹de{ss}nne˺ Søvnen ˹Dvælen˺
i Hulen her igrunden er en Flugt –
paa Lynets Vinge {imod}ned mod {m}Mørkets Lande
hvis alt jeg nærmer mig den vilde Styx! –
Der pladsker Bølgen ˹blytung˺ lydløs imod Bredden
der roer Charon lydløs i sin Baad –
– snart er jeg der – der vil jeg taus mig sætte
ved Færgestedet taus spørge hver en Aand
hver flygtig Skygge, som fra Livets Rige
med lette Fjed sig nærmer Dødens Land –
– vil spørge ham ˹om˺ hvordan Catilina
– vel færdes blandt de {l}Levende deroppe
– vil spørge om hvordan han holdt sin Eed!
– Jeg lyse vil med blaalig Svovelfakkel
hver Dødning ind i ˹ dunkle ˺ Øiets Øiets matte Dyb –
imellem Tusinder jeg kjender Catilina
– og naar han kommer vil jeg følge ham
– da gjør vi begge Overfarten sammen
betræde begge Proserpinas Hal
jeg ˹og˺ som { en }som Skygge følge skal hans Fjed –
hvor Catilina er maa Furia jo være
˹ En Pa ˺ {
} (Taushed)
Haa! Luften ˹bliver stedse mere˺ er saa tung saa lummer
– og Aandedrættet mere tungt end før
saa nærmer jeg mig da de mørke Sumpe
hvor Underverdnens Floder strømme {T}tyst –
lytter, man hører en Svag Larm
{ en fjern } et sagte Drøn – som Aareslag det lyder
Faksimile
legg: , blad: [13]v
det er de Dødes Færgemand som alt
mig hente vil – men her – her vil jeg vente –
( ˹ Jerndøren˺ Begge Fløidøre i Baggrunden aabnes sagte
og Curius viser sig – sagte vinkende)
Vær hilset Charon er du alt bered
at føre mig {din}som Gjæst til Dødens Haller –
her vil jeg vente – – –
Curius
Ti! og følg mig kun –
˹
Teppet falder.
˺

Faksimile
legg: , blad: [14]r
12 ˹14˺
Anden Act.

Et Værelse i Catilinas Huus –
Catilina gaar op og ned ad Gulvet –. Lentulus
og Cethegus.
Catilina
.
Nei nei – jeg siger Eder, I fatte ikke
{i}I forstaar mig ei, – ha skulde jeg
forræderisk en Borgerkrig begynde –
– med Borgerblod besmitte mine Hænder
nei nei jeg gjør det ei; Lad Roma kun˹s˺
fordømme mig, – –
Lentulus
Du vil ei Catilina –
Catilina
Jeg vil ei – – –
Cethegus
.
Siig mig har du intet her
at hævne, intet at erhverve dig –
Catilina
Lad hævne hvo der vil, jeg gjør det ei –
dog taus Foragt er ogsaa jo en Hævn – –
det være skal min eneste –
Cethegus
Ha ha
et ubeleiligt Øieblik er dette
dog sikkerligen Morgendagen vil
paa andre Tanker bringe dig
Catilina
.
Hvi saa? –
Cethegus
.
Her gaa adskillige forunderlige Rygter
– nys er en Vestalinde ført til Døden
Faksimile
legg: , blad: [14]v
Catilina
˹(˺overasket{–})
En Vestalinde –? ha hvad siger du?
Lentulus
.
Ja vist en Vestalinde – og som Rygtet siger
Catili{a}na
Ha hvad siger det –
Cethegus
At du er ei saa ganske
aldeles ubekjendt med denne Sag –.
Catilina
Det siger man –
{C}Lentulus
Ja ja, saa lyder Rygtet
Ja – nu, for os for dine gode Venner –
kan { <...> }sligt jo ganske ligegyldigt være –
– men Folket, Catilina! dømmer mere strængt
Catilina
(i Tanker)
Og hun er død! –
Cethegus
Det er hun sikkerlig
en Times Ophold i Forbrydergraven
er meer end nok –
Leutnlus
Nu, lad det være glemt –
det var ei derfor vi om hende talte
– men Catilina hør, betænk dig vel
du søgte Consulatet – { <...> }alt dit Haab
var rettet mod et heldigt Udfald af
din Søgen, nu er ogsaa det forbi –
Catilina
(som før)
Selv har du Hævnen over dig nedkaldet!
Cethegus
.
Nu væk med Grubleri det nytter ei. –
– viis dig som Mand, { <...> }end kan jo alt oprettes
– en rask Beslutning – du har Venner nok
beredte til, paa første Vink at lyde
Faksimile
legg: , blad: [15]r
13 ˹15˺
siig vil du Catilina, svar –
Catilina
Nei siger jeg!
og hvorfor ville I vel sammensværge eder
mon ædelt Frihedssind er Grunden da
mon I for Romas Storhed at oprette
vil styrte alt – –
Lentulus
Det kan jeg just ei sige
men Haab om egen Storhed er jo dog
tilstrækkelig Beveggrund, Catilina!
Cethegus
Og Midler no{ g }k til ret at nyde Livet –
– er heller ei saa ganske at forkaste –
– det er min Stræben jeg er ei ærgjærrig!
Catilina
.
Ha! jeg vidste det, kuns usle Hensyn
til egen Fordeel, er hvad Eder driver
nei Venner nei, jeg har et bedre Maal
– vel har jeg ved Bestikkelser forsøgt
mig Consulatet at forskaffe; dog
min Hensigt var en Bedre end man skulde
fra slige Midler dømme. Frihed og
det heles Vel var Maalet for min Stræben
– men jeg miskjendtes, Skinnet var imod
– min Skjæbne vilde det, det maa saa være
Cethegus
Du vil ei, Catilina, vil ei redde
fra Undergang fra S{ <...> }kjændsel dine Venner
vid Mangen en af os er snarlig {B}bragt –
til Betlerstaven ved vor vilde {s}Sværmen
Catilina
Saa stands itide det er min Beslutning
Lentulus
.
Hvad Catilina hvad? du vil forandre
Faksimile
legg: , blad: [15]v
din Leveviis, dog nei, du spøger vel
Catilina
Det er mit Alvor, ved de høie Guder! –
Cethegus
.
Ha saa er ingen Udvei med ham meer!
kom lad os skynde os – berette vore Venner
Udfaldet af vort Møde; nu de sidde
i muntert Gilde hist hos Bibulus
Catilina
Hos Bibulus? ha alt saamangen Nat –
jeg sværmet har hos ham med Eder Venner –
men nu, nu skeer det ˹ikke meer ˺ ei oftere
jeg drager end i denne Nat afsted –
Lentulus
.
Hvad siger du? afsted –
Cethegus
I denne Nat?
Catilina
I denne Nat med min Aurelia
en evig Afsked jeg med Roma tager
– i Galliens Dale fæste vi vor Bo –
et lille Agerland skal os ernære –
Cethegus
.
Ha Catilina! du vil os forlade –
Catilina
Jeg vil, jeg maa, her tynger Skjændsel mig –
– ha jeg har Mod min Fattigdom at bære
men i hver Romers Blik jeg ˹at˺ læs{er}e Haan
og dyb Foragt, nei, nei, det er formeget –
– der vil som Colonist jeg stille leve
jeg vil forglemme hvad jeg engang var –
vil slette ˹Tanken˺ Mindet ud, om mine Planer –
vil som en dunkel Drøm min Fortid mindes
Lentulus
Nu saa lev vel! og Lykken følge dig –
Faksimile
legg: , blad: [16]r
14 ˹16˺
Cethegus
.
Forglem os ei, vi stedse { <...> }ville mindes
dig Catilina; nu beretter vi
for vore Venner denne din Beslutning
Catilina
Og bring dem saa min sidste varme Hilsen!
(Lentulus og Cethegus
gaae)
Aurelia
træder ind
(men bliver frygtsom staaende da hun seer Lentulus
og Cethegus, naar de ere gaaede træder hun hen til
Catilina.)

(blidt bebreidende)
Atter Catilina dine vilde
Camerater –
Catilina
Det ˹er sidste Gang˺ skeer ikke mere
jeg tog kun Afsked – nu er hvert et Baand
som bandt til Roma mig isønderhugget
– for evig evig
Aurelia
Jeg indpakket har –
vor {s}Smule Eiendom, det er ei meget –
dog nok for Nøisomheden, Catilina!
Catilina
i Tanker
Ja nok, ja nok da alt er tabt for mig
Aurelia
O tænk ei mere paa hvad ei kan ændres –
– forglem –
Catilina
Ha vel mig hvis jeg kunde det –
hvis jeg af Sjælen kunde Mindet rive
glemme mine Drømme mine Planer –
o nei, ˹dertil er jeg end ei istand˺ endnu formaaer jeg det ikke
dog jeg vil stræbe –
Aurelia
Jeg vil hjælpe dig –
og du vil finde Lægdom for din Smærte
men bort herfra { nu }vi maa saa snart som m{ <...> }ulig
– her taler Mindet stedse til din Sjæl
– ei sandt, i denne Nat vi drage bort –
Catilina
Jo jo i denne Nat – Aurelia –
Faksimile
legg: , blad: [16]v
Aurelia
Den lille Sum der endnu var tilbage
jeg sam{men<...> }let har, { <...> }til Reisen er de{n}t nok
Catilina
Nu vel; – mit Sværd jeg med en Spade bytter
ha hvad er Sværdet mere vel for mig –
Aurelia
Du graver Jorden, jeg vil beplante den
{og}snart for din Fod {e}in Blomsterflor skal spire
en Rosenhæk og venlige Kjærminder –
som et Symbol paa at den Tid er kommen
da du hvert Fortidsminde hilse kan
som Ungdomsven naar det din Sjæl besøger
Catilina
Den Tid, Aurelia, o nei, o nei –
den ligger end i Fremtids fjerne Blaa!
({ <...> }efter en Pause)
Dog gaa Aurelia, gaa, hvil dig lidt derinde –
ved Midnatstid vi ville { <...> }bryde op –
naar Roma hviler dybest i sin Slummer
og ingen ahner hvor vi flygte hen –
– den lyse Morgenrøde skal os finde –
langt langt – herfra, midt i Naturens Skjød
vi hvile os paa Græssets bløde Tæppe. –
Aurelia
En ny Tilværelse for os frembryder –
meer glæderig end den vi snart forlade –
men jeg vil gaa – en Times Rolighed
vil skjænken Kraft – godnat min Catilina –
kysser ham og gaaer
Catilina
Nu er hun borte – ˹ ha det lætter mig˺ jeg kan lægge bort
jeg kan aflægge denne byrdefulde
Forstillelse, det Skin af Rolighed
som findes mindst af alt i dette Hjerte
– hun er min gode Aand, det vilde smærte hende
Faksimile
legg: , blad: [17]r
15 ˹17˺
at see min Sorg og jeg maa skjule den
– {men}dog denne ˹tause˺ Stund, ˹jeg vier ind˺ den sidste jeg tilbringer
til en Betragtning af mit { <...> }vilde L{e}ivnet
– men Lampen der forstyrrer mine Drømme
– { sort }mørkt maa her være, mørkt som i min Sjæl!
(slukker ˹ Lampen ˺ den ud) (Maanen skinner ind mellem ˹Søilene˺ Søilene
i Baggrunden.)
Ha! altfor lyst endnu, dog ligemeget –
det matte Maaneskin sig passer godt –
til dette dunkle Halvlys som indhyller
som stedse har indhyllet mine Fjed – – –
Ha Catilina! saa er denne Dag –
din sidste, end imorgen er du ei
den Catilina meer, du før har været. –
Hist i det fjerne Gallien skal mit Liv
henrinde ukjendt i de morke Skove –
Ha det er min Opvaagnen af de Drømme
om Storhed, om et stolt et daadrigt Liv, –
som længst jeg næred, { dog }kuns i Sjælens Indre
var deres Tumleplads og Ingen kjendte dem – –
– Ha! det er ei hiin tunge Rolighed
langt fra Verdenslarmen, som mig skrækker
– – Nei – for et Øieblik at lyse klart –
– og flammende som Meteoret –
– for mod en herlig Daad at vie ind
mit Navn til Storhed til Udødligheden
ha jeg kunde i den samme Stund
forlade Livet; – thi jeg havde { L }levet –
jeg kunde {paa en}flygte til ˹en˺ fremmed øde Strand
– { og leve der } jeg kunde støde Dolken i mit Hjerte
– men dette er jo Døden uden Liv –
Ha! Catilina? – saa skal du forgaa
Et Vink I høies Guder at det er –
Faksimile
legg: , blad: [17]v
min Skjæbne glemt og sporløs at forsvinde
fra Livet? –
Furia
bag Søilerne i Baggruden
Nei det er ei Catilina!
Catilina
farer tilbage
Ha! rædsomt, hvilken Stemme toner hist?
en Aanderøst fra Underverdnens Skygge?
Furia
træder frem i Maaneskinnet
Jeg er din Genius!
Catilina
forfærdet –
Ha F{ y }uria!
Furia
˹Dybt˺ { Ha } dybt { du }er { er }du sjunken˹,˺ dybt – du ræddes kan
for mig – –
Catilina
Ha du er ˹stegen frem˺ kommen hid
af Gravens Dyb for at forfø{ <...> }lge {d}mig –
Furia
Forfølge s{iig}iger du, jeg er din Genius!
jeg maa ledsage dig hvorhen du gaar
hun nærmer sig –
Catilina
O milde Guder det er hende selv –
og ingen Aand – –
Furia
Aand eller ikke det det er ligemeget
er ligemeget, jeg ledsager dig –
Catilina
Med evigt Had – –
Furia
I Graven svinder Hadet –
som { Had }Kjærlighed – og hver en Følelse
{ <...> }der næres i e{t}n jordisk Barm – kuns eet
kuns eet er evigt uforanderligt
Catilina
Og hvad, siig frem?
Furia
Din Skjæbne, Catilina!
Faksimile
legg: , blad: [18]r
16 ˹18˺

Anden Act. –
Et Værelse i Catilinas Huus
Lentunus og Cethegus have meddeelt ham deres Venners
Beslutning – og opfordret ham til at sætte sig i Spid-
sen for Foretagendet men han afslaaer det og de gaae
bort – – Monolog – Furia træder frem – han
opflammes til Raseri og styrter afsted til de
Sammensvornes Samlingssted. –
En Taverne
De Sammensvorne ere forsamlede –
L & C. træder ind og berette Udfaldet af deres Sen-
delse og L. tilbyder sig at stille sig i Spidsen
for {f}Foretagendet – hvilket ogsaa bifaldes
imidlertid {træd}styrter Catilina rasende ind
tilbyder sig at være Anfører og alle slutte
sig med Glæde til ham, der tales om
Sammensværgelsen og Cethegus begiver sig
til Allebrogerne for at formane dem til
at deeltage i Sammsværgelsen –
En Have, i Baggrunden Catilinas Huus
Curius gaaer op og ned for at bevogte Indgangen
– Furia træder frem – { Sam }hæftig Samtale –, han
{ <...> }erklærer hende sin brændende Kjærlighed og hun fordrer
at han skal som Beviis paa denne {op}angive
Sammensværgelsen – Kamp mellem Kjærlighed
og Pligt –, den Første seirer og han gaaer
bort – Furia allene – Allebrogerne komme
ud talende om Sammensværgelse – hun fremstiller
sig – advarer dem, de forskrækkes – og beslutte
at trække sig tilbage Catilina kommer ud – Momolog
Aurelia opsøger ham og vil overtale ham til at opgive
det hele – forgjæves – og hun beslutter at følge ham hun
gaar ud – Catilina allene – hun kommer bevæbnet til-
bage – de Sammensvorne samle sig – Furia
er iblandt dem – de ile alle afsted –
Faksimile
legg: , blad: [18]v
Sceneforandringerne.
Første Act. –
1.
Den appiske Vei tætved Rom
Catilina; Samtalen med Allebrogerne. –
2.
Forum.
Lentulus, Cethegus m. Fl. . Hentydning til Samesværgelse
Beslutning at henvende sig til Catilina
3.
Vestas Tempel
En Vestalinde. Catilina og Curius komme ubemærket
ind, den første for at erholde en Sammenkomst med Fulvia
Hun kommer Samtale mellem hende og Catilina,
Catilina advares om at Aurelia vil komme, han flygter
Fulvia i hæftigt Oprør, { H }Den Hellige Ild slukker – Folket
strømmer til hun føres bort – – Curius beslutter at redde
hende –
4.
Catilinas Huus
Catilina og Aurelia i {s}Samtale, han er i Bevægelse
– hun formilder ham, en Olding komme ind forat bede om
Hjælp til at udløse Sønnen af Gjældsfængsel – Catilina
skjænker ham den sidste Sum han har tilbage
5.
Den underjordiske Hule
Fulvia i rasende Fortvivlesle – Curius redder
hende –

Anden Act.
1.
Catilinas Bolig.
Catilina allene uenig med sig selv, Cethegus
har været {H}hos ham og forberedt ham paa at de
Sammensvorne ville indfinde sig – Aurelia { <...> }kommer
ind erfarer Grunde til Hans Urolighed
Faksimile
legg: , blad: [19]r
˹19˺ 17
Catilina
.
Min Skjæbne kjender kuns de høie Guder –
og ingen Anden –
Furia
Jeg – jeg kjender den!
Jeg er din Genius – et sælsomt Baand
os sammenknytter –
Catilina
Det er Hadets –
Furia
– Nei. –
steeg nogen Aand fra Gravens skygger frem
– med Had i Barmen? – hør mig Catilina
jeg slukket har i Underverdnens Strømme
den Hadets Ild der flam̅ed i mit Bryst
– see Catilina jeg er ikke mere
den Furia, den vilde, hævnopfyldte
du engang kjendte –
Catilina
Hader du mig ei? –
Furia
.
Nu ikke mere! – Viid i Hulen hist –
da jeg paa Overgangen mellem Livet –
og Døden stod, da jeg for evig skilt –
fra Lysets Rige, mig ber{ æ }edte til
at gjæste Underverdnen, see da greb
en sælsom ˹Stemning˺ Afmagt mig – jeg ved ei selv
– der foregik en underlig Forvandling
da svandt mit Had, min Hævn min hele Sjæl –
hvert Minde svandt og hver en jordisk Higen
kuns Navnet Catilina præget staa –
med Lueskrift dybt evigt i min Barm –
Catilina
Forunderligt! ha vær hvo end du vil
et Menneske, en Underverdnens Aand
˹der ligger˺ jeg føler dog en sælsom Tryllekraft
Faksimile
legg: , blad: [19]v
i dine Ord, i dine dunkle Blikke – –
Furia
Din Sjæl er stolt som min og dog du vil
forsagt og frygtsom slippe hvert et Haab
om Fremtids Storhed, du vil feigt forlade –
den Skueplads hvor dine {stolte}høie Planer
til Modenhed sig skulde folde ud,
Catilina
Jeg maa, jeg maa, min Skjæbne driver mig!
Furia
.
Din Skjæbne? har du da ei Mod og ˹Kraft˺ Kræfter
at kjæmpe mod hvad du din Skjæbne kalder?
Catilina
Ha jeg har kjæmpet nok, var ei mit Liv
˹en˺ til stadig Kamp – og hvad var Lønnen vel?
Foragt og Haan –
Furia
.
Ha du er sjunken dybt – –
Du satte dig et Maal, et høit {F}forvovent,
did vil du stræbe og du skrækkes dog
af hver en Hindring, slippe
Catilina
.
Frygt er Grunden ei –
Mit Maal var dristigt, mine Planer høie
– det hele var en flygtig {Drøm}Ungdomsdrøm
Furia
Nei, Catilina, nei, du vil dig selv bedrage –
enhver din Tanke gjældte dette Maal, –
, din Sjæl er stor en Romerhersker værdig
og du har Venner, ha hvi nøler du?
Catilina
i Eftertanke
{ s }Jeg skal – hvad mener du{,} ˹.˺ {me} ˹Me˺d Borgerblod – –
Furia
Ha! Svage, du har ei en Kvindes Mod
Faksimile
legg: , blad: [20]r
˹20˺ 18
har du forglemt hin stolte Romerinde –
der søgte Thronen over Faderliget? –
Jeg føler mig en Tullia; men du – ? –
foragt dig selv, foragt dig, Catilina!
{F}Catilina
Foragte mig fordi min Barm ei længer
er Sædet for en vild Ærgjærrig Nid?
Furia
Du stander paa en Korsvei i dit Liv –
hist {paa} {vinker}venter dig en stille ˹Eensomhed˺ Døsighed
, et Liv, halvt Døden, halvt en døsig Slummer,
men paa den anden Side skimter du
en Herskerthrone, vælg kuns Catilina –
Catilina
Ha forførende din Tale lyder!
Furia
Et dristigt Skridt og i din Haand er lagt
det stolte Romas Skjæbne, Catilina
{ du } ˹ see ˺ hist dig venter Storhed, Herskermagt
og dog du vakler vover ei at handle –
du drager hist til dine Skove { <...> –}hvor
{du}udslukke{r}s {ud}vil hvert Haab du eengang nærte
Ha Catilina er der intet Spor
˹af Stolthed˺ ei Rest end tilbage i dit Hjærte
Skal denne høie Sjæl til Hæder { født – }skabt –
hist i en dunkel Vraa ukjendt forsvinde –
– o! drag – og viid forevig har du tabt –
hvad her med kraftig Daad du kunde vinde
Catilina
.
Bliv ved – bliv ved! – –
Furia
.
{ D }Med Skræk og Gysen vil
{ <...> }den fjerne Efterslægt ˹di{ <...> }t Navn erindre s ˺ kun nævnes – – –
dit hele Liv var et forvovent Spil
dog klart og lysende det skulde tindre –
til fjerne Tider naar med kraftig Haand
Faksimile
legg: , blad: [20]v
du b{ <...> } aned Vei midt i den vilde Stimmel
{see}og Trældomsskyen ˹ved˺ { for } af din lyse Aand,
˹var v{ <...> }en for˺ skal spredes og en nyfødt Frihedshimmel
naar eengang du –
Catilina
O ti! du grebet har
en Streng der toned dybest i mit Indre,
din Tale klang som om det Eccho var –
af hvad mit Hjerte hvidsket har saalænge
Furia
.
Nu kjender jeg dig atter Catilina –
Catilina
Jeg reiser ei! – Tillive har du vekt
mit Ungdoms Mod, min Manddoms stolte Higen –
Ha – jeg skal lyse for det sjunkne Roma
og flamm{i}e i Kometens Lueglands
Ha stolte Uslinge {i}I skulle finde
end er jeg knækket ei, var end en Stund
min Kraft af Kampen svækket –
Furia
Catilina!
Hør mig! – Hvad Skjæbnen vil, hvad Mørkets Aander
bestemme, see vi lyde maa – nu vel –
mit – Had er borte Skjæbnen vilde det –
det maate være saa; – ræk mig din Haand –
til evigt Forbund – ha! hvi nøler du
du vil ei –
{F}Catilina
.
Rædsomt gløder i dit Blik
en Straale, Lynet lig i Nattens Mulm –
du smiler fælt – ha saadan har jeg tænkt
{–}mig {M}Nemesis! –
Furia
.
Hvad! – hende vil du finde
dybt i din egen Barm; – har du din Eed forglemt?
Catilina
. –
Jeg mindes den, og dog en Hævnerinde
Faksimile
legg: , blad: [21]r
˹21˺ 19
du tykkes mig –
Furia
Jeg er et Billed jo
udaf din egen Sjæl –
Catilina
grublende
Hvad siger du –
Ha i mit Indre dunkle Anelser
og { <...> }sære Taagebilleder fremstige –
– men jeg forstaar dem ei det er for mørkt derinde –
Furia
Saa maa det være – Mørket er vort Rige
der herske vi – kom ræk mig Haanden til
et mørkt et evigt Forbund –
Catilina
vildt –
Skjønne Nemesis! –
min Genius, du Billed af min Sjæl –
her er min Haand til evigt, evit Forbund –
(griber med Hæftighed hendes Haand, hun betragter
ham med et vildt Smiil.)
Furia
Nu skilles vi ei meere!
Catilina
Ha! som Ild
dit Haandtag foer igjennem mine Aarer! – –
Her ruller Blod ei meer, men vilde Flammer
Ha alt det vorder mig for trangt herinde –
og alt for mørkt – dog snar{t}lig en Ly spredes skal
en Flammelysning over Romerstaden.
Mit Sværd! mit Sværd! ha! see hvordan det blinker
dog snart det farves skal i Blodets Strømme – –
˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort på skrå i venstre marg.] drager Sværd ˺
Min Pande brænder, voldsomt slaar mit Hjerte
og sære Syner jage i min Sjæl –
Hævn er det, Hævn og stolte ˹vilde˺ Drømmer
om Storhed, { Hæder, }Herskermagt, et evigt Navn –
mit Løsen vorder {Hævn}Blod og ˹røde˺ vilde Flammer –
Afsted, afsted, nu er jeg først mig selv! –
(Styrter ud, Furia følger ham)
Faksimile
legg: , blad: [21]v
En Taverne.
Statilius, Gabinius, Coeparius tilligemed
Flere unge Adelsmænd komme ind –
Statilius
Her, Venner! her vi kunne os fornøie
<...> her er vi sikkre, ingen hører os! –
Gabinius
Ja vist – vi ville Øieblikket nyde,
hvo veed hvor længe det er os forundt
Coeparius
Nei lad os vente først det Budskab som
af Lentulus og af Cethegus bringes –
Gabinius
.
{ <...> }Ei { han }lad dem bringe hvadsomhels de vil –
vi ville Tiden midlertid fordrive –
Rask! Venner! stemmer i en munter Sang –
(synger medens Bægret bæres
omkring af Slaverne)
˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort på løst blad.]
Faksimile
˹22˺ 19*
Bacchus vi hylde,
glade vi fylde
Bægret til Randen,
drikke hans Priis. –
Vinen den røde
lifligt mon gløde,
alle vi ynde
Viingudens Drik
Venligt tilsmiler
os Fader Liber,
Glæden os vinker,
Druen er klar;
kom, lad os nyde,
Venene fryde,
stemme til Glæde
stedse vort Sind
Dog, fremfor Alle
blinkende perler
klare Falerner,
herlige Drik!
Du os opliver,
Munterhed giver
Lystighed giver,
Munterhed spreder
du i vor Sjæl!
Bacchus vi hylde,
glade vi fylde
Bægret til Randen,
drikke hans Priis,
Vinen den røde
lifligt mon gløde,
alle vi ynde
Viingudens Drik! –
Faksimile
˺
[HIS: Strøket tekst begynner på 21v.]Bacchus vi hylde,
glade vi fylde
Bægret til Randen,
drikke hans Priis. –
{Dru<...> }Vinen den røde
lifligt mon gløde –
˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort i høyre marg.]
˹Muntert˺ Glade vi synge
til Viingudens Priis.
˺
alle vi { hylde }ynde
<...> Drik
Venlig tilsmiler
os Fader Liber
Glæden os vinker –
Druen er klar. –
kom lad os nyde –
Venern{es}e fryde –
Munterhed sprede
d{en}e i vort Sind
stemme til Glæde
stedse vort Sind.
Faksimile
legg: , blad: [23]r
˹23˺ 20
Dog fremfor Alle
blinkende perler
klare Falerner; –
herlige Drik!
Du os opliver –
Lystighed giver –
Munterhed sprider
du i vor Sjæl –
Bacchus vi hylde
glade vi fylde
Bægret til Randen,
drikke hans Priis,
Vinen den røde
lifligt mon gløde;
alle vi ynde
Munterheds Drik
(Lentulus og Cethegus komme ind)
Lentulus
Nu væk med Sang og Lystighed!
Statilius
!
Hvad nu?
Er Catilina ei i Eders Følge –
Gabinius
Nu han er villig vel {–}?
Coeparius
Hvad har han svart –
siig frem, siig frem!
Cethegus
Heelt anderledes –
end vi os tænkte, lød hans Svar –
Gabinius
Nu da!
Lentulus
Han har afslaaet vore Tilbud, vil
ei meer befatte sig med vore Planer –
Statilius
Ha er det Sandhed?
Coeparius
Siig hvi vil han ikke?
Faksimile
legg: , blad: [23]v
Lentulus
.
Han vil ei˹,˺ ˹som jeg siger˺ siger jeg – han svigter sine Venner
svigter han – han vil forlade os –
Statilius
Forlade siger du?
{Len}Cethegus
{End}Ja i denne Nat –
han drager bort; men dadles kan det ikke
hans Grund var god –
Lentulus
Ha {f}Feighed var hans Grund
i Nødens Stund han troløst os forlader – –
Gabinius
.
Ha det er da hans Venskab!
Coeparius
Nei o! nei –
falsk, troløs var end aldrig Catilina –
Lentulus
Og dog – han drager bort –
Statilius
Med ham vort Haab!
hvo skulde vel som han os kunne lede –
Coeparius
Nei det er sandt, opgives maa vor Plan –
Lentulus
End ikke Venner! hører først hvad jeg
vil eder sige; – vi har os besluttet
til, med væbnet Haand at vinde hvad –
en haard – en umild Skjæbne har os nægtet – ;
nu undertrykkes vi, – vi ville herske –
vi lide Mangel – Rigdom er vort Maal –
Flere
Ja Magt og Rigdom er det vi vil vinde –
Lentulus
Nu vel, til vor Anfører har vi valgt
en Mand, hvorpaa, som Ven vi alle stolte –
han sveget har vor Tillid – drager bort –
ha! Venner kom vi skulle vise ham
Faksimile
legg: , blad: [24]r
˹24˺ 21
vi kunne selv og hjælpe – see der fordres
jo kuns een Mand – med Fasthed og med Mod –
som vilde lede Eder –
Nogle
Og hvor findes han –
Lentulus
Siig Venner ville I – naar han fremstod –
udvælge ham til Eders Leder – hvad –
Nogle
Det ville vi – ja ja
Andre
Ja ja det ville vil! –
Statilius
Saa nævn hans {n}Navn –
Lentulus
Hvad om det var mig selv –
Gabinius
Dig selv! –
Coeparius og Flere
˹ – tvivlende ˺
Du Lentulus, du vil os lede?
Lentulus
Nei, nei Jeg vil –
Cethegus
Formaaer du det? see dertil fordres –
en Catilinas Kraft og vilde Mod
Lentulus
Ei fattes Modet mig – ei heller Kraf;
kuns rask til Værket – ; – siger! ville I
tilbagetræde nu da Øieblikket
forhanden er – da alting tyder hen
paa heldigt Udfald – –
Statilius
Nei vi følge dig –
Flere
Vi følge dig –
Gabinius
Ja ja – naar Catilina
forlader os er du den Eneste
Faksimile
legg: , blad: [24]v
der mægter os at lede
{S}Lentulus
Nu saa hører
hvad mine Planer ere; – først vi maae – –
Catilina
(styrter ind)
Her er jeg Venner! –
Alle
Catilina
Lentulus
˹ (afsides) ˺
Ha!
fordømt –
Catilina
{s}Siig frem, hvad fordre I af mig? –
dog nei, nei tier kun – jeg byder mig –
til eders Leder – vil I følge mig? –
Alle
Ja Catilina ja vi følge dig? –
Statilius
Man har bedraget os –
Gabinius
og skjændig dig beløiet –
Sig vilde du forladt os – Catilina?
Catilina
Jeg vilde – dog det er forbi – See nu
jeg leve vil ikkuns for { vore }mine Planer –
Lentulus
Men hvad er da igrunden dine Planer?
Catilina
De ere høie; – høiere end du
og maaskee {n}Nogen aner – hører Venner –
paa vort Parti vi bringe hver en Romer –
hver frihedssindet, som {F}for Romas Hæder –
og for dets gamle Frihed offred Alt –
See Venner endnu findes Romeraanden
– end er dens sidste Gnist ei ganske slukkt.
Faksimile
legg: , blad: [25]r
˹25˺ 22
ha pustes skal den op til lyse Flammer
saa klart saa høit, som aldrig før den ˹steeg˺ flammed –
see alt forlænge laa et Trældomsmørke
saa sort som Natten over Roma spredt.
Og dette Rige, om end stolt og mægtigt
det synes – vakler alt og synke vil
thi maa en kraftig Haand ˹til Roret˺ dets Roer gribe –
men Venner, rend ses, renses maa her først –
Tillive maa det gamle Roma kaldes –
tilintetgjøres al den Usselhed
her findes og som snarlig kvæle vil
den allersidste Rest af Frihedssindet –
– See, Frihed, Frihed, er det jeg vil skabe
saa reen, som engang i den svunde Tid
den blomstred her, – jeg kalde vil tilbage
den Tid da hver en Romer med sit Liv –
med Glæde kjøbte Fædrelandets Hæder,
og offred Alt – at værne om dets Glands –
Lentulus
Du sværmer Catilina, ˹det var ikke˺ saadant var det ikke
saadant vi meente det –
Gabinius
Hvad nytter d vel
at gjenoprette hine gamle Tider
med deres taabelige Eenfolds – –
Flere
Nei o – nei –
Magt fordre vi – og Midler til at leve –
et muntert, sorgfrit {M}Liv –
Andre
Ja ja det er vort Maal
Coeparius
Hvad nytter os vel Romas Hæder {v}Venner –
– nei nyde, nyde ville vi –
Catilina
Ha! usle Slægt –
er I en Afkom af de høie Fædre? –
Faksimile
legg: , blad: [25]v
at dynge Skjændsel over Romernavnet, –
er eders Viis at værne om dets Glands –
Lentulus
Ha! vover du at haane, du som længst
et Skrækkebilled var – – – –
Catilina
Ja det er sandt –
jeg var en Rædsel for den Gode – dog –
saa ussel var jeg aldrig end som I –
Lentulus
Holdt inde, holdt, vi taale ei din Spotten
Flere
Nei, nei, vi ville ei –
Catilina
˹ rolig ˺
{ <...> }I Usle Feige –
I vove end at ville Noget – I –
Lentulus
Ned, ned med ham –
Andre
Ja ned med Catilina!
(De drage deres Dolke og styrte ind paa
˹Catilina som˺ fram han trækker Togaen {b}rolig bort fra
Brystet og betragter dem med et koldt
Haansmiil; de lade Dolkene synke)
Catilina
Stød til{,}! I vove ei? Ha feige Slægt –
jeg skulde agte Eder om i bored
jers Dolke ind i Catilinas Bryst
ei Gnist af Mod er end hos jer tilbage
Nogle
Nei nei han er vor Ven –
Andre
Vi har hans Haan fortjent
Catilina
Det have I – Dog nu er Timen kommen
Faksimile
legg: , blad: [26]r
˹26˺ 23
da I kan eders Skjændsel slette ud. –
Ha lader os det Forbigangne glemme
en ny Tilværelse os vinker nær –
(bittert.)
– Dog nei, hvad kan jeg vel af eder habe –
er Mod – er Romeraand at finde her –
{
}(med Lidenskab)
Jeg drømte skjønt engang og stolte Planer
igjennemfor min Barm, det er forbi. –
– Ha! hvis jeg kunde som Ikarus høit
igjennem Æthrens Blaa bevinget svæve,
og skjænked Guderne mig al den Kraft
og ˹da˺ hvis de høie Guder denne Haand
et Øieblik med Kjæmpekraft forlened –
– jeg skulde gribe Lynet i dets Flugt –
og slynge det mod Staden hist dernede;
og naar de høie lyse Flammer steeg
og Roma sank i smuldrende Ruiner
da kaldte jeg af Graven frem til Liv
de gamle længst forsvundne Romeraander, –
– Men ak det er kuns Drømmessyner! Ha!
De svund{e}ne Tider komme ei igjen
og heller ei den stolte Fortids Aander
(vildt –)
Nu vel, kan ei { <...>i<...> }det gamle Roma gjen
til live vækkes, skal det Nye synke!
Ha snarlig skal, hvor Marmorsøiler staa
i pragtfuld Rad, en Askehob kun findes,
Ha Templerne skal styrtes dybt i Grus
og Capitolet findes snart ei mere. –
Sværger Venner, sværger ville I
mig følge jeg skal trolig 2 lede 1 Eder ?
siig ville I –
Lentulus
Ja Ja vi følge Dig –
( ˹Cethe. o.d.øv˺ De tale hvidskende sammen Catilina
betragter dem med et haanligt Smiil)
Faksimile
legg: , blad: [26]v
Lentulus
halvsagte
Ja ja vi følge ham, thi netop bag Ruiner
vi lettest finde hvad der var vort Maal –
Alle
Ja Catilina ja vi følge dig –
Catilina
Saa sværger { mig }høit ved alle høie Guder
I lyde vil ethvert mit Bud –
Alle
Ja ja
høit sværge vi, vi ville lyde dig –
Catilina
Nu saa afsted i dette Øieblik
hist i mit Huus i skulle Vaaben finde
der samles vi til nøiere Raadslagning – –
(De styrte ud.)
Lentulus
Nu vel, men hør mig Catilina, siig,
du veed at i{ <...> }fra Allebrogerne
i denne Dag er et Gesandtskab kommet
– – –
Catilina
Nu vidre, vidre, ha, ja du har Ret –
Lentulus
Vi stemme dem for vore Planer og
med dem det hele Gallien, det vilde
ei ubetydelig vor Magt forøge –
Catilina
. grublende)
Barbarerne? – Dem skulle vi{–}? dog jo
Lentulus
Det er
fornøden –
Catilina
(med Bitterhed)
Ha! ja dybt er Romas Fald
ei {Ba}bag dets Mure findes Mod og Kræfter
at styrte selv en vaklende Ruin!
(de gaae hurtig ud)
Faksimile
legg: , blad: [27]r
˹27˺ 24
En Have bag Catilinas Huus,
{ <...> Ba}der sees i Baggrunden {–}, til Venstre
en Sidebygning –
Curius, Cethegus med flere komme forsigtigt
˹ind˺ fra Høire under en hvidskende Samtale. –
Curius
Men er det ogsaa sandt hvad du forteller
Cethegus
.
Det er det – {see,}just i dette Øieblik
er Alt besluttet –
Curius
Han vil lede Eder?
Cethegus
Han leder os – snart vil han være her –
(de gaa ind i Huset)
Curius
En sælsom Nat – Ha mine Tanker hvirvles
i Kredse rundt, som var det alt en Drøm –
dog midt i denne underlige Vexel
fast overalt jeg hendes Billed seer –
Catilina
. kommer
Du her min Curius, jeg har dig savnet
en { s }heel uventet Ende fik vort Møde
i Vestatemplet
Curius
forvirret
Ha ja du har Ret
Catilina
Jeg vil ei tænke meer derpaa, det er
en sælsom Hændelse, ˹en hemmelighedsfuld.˺ man siger jo
at Furierne stige
Man siger jo at Furierne stige
fra Underverdnen frem for at forfølge
den Dødelige; – ha! hvis det var saa! –
Curius
˹Siig, har du seet?˺ Ha! du har seet hende – –
Catilina
Ja i denne
Ja i denne Time!
Faksimile
legg: , blad: [27]v
Men lad det være glemt – hør Curius!
Et vigtigt Foretagende beredes –
Curius
Jeg kjender det, Cethegus har fortalt – –
Catilina
.
Nu vel, hvad Enden blier, ve{d}ed Guderne
allene, maaskee det min Skjæbne er
at knuses paa min Bane førend jeg
har Maalet naaet – nu lad saa det være –
– – Men dig, min Curius, der alt som Dræng
jeg elsked, dig vil jeg ei drage {ned}ind
i Farens Malstrøm, lov mig, bliv tilbage
i Roma her, til alting er forbi –
{Catilina}Curius
rørt –
Min Fader! Catilina! o hvor du er god! –
Catilina
Du lover det{?}! vi ville Afsked tage
vent mig, heel snarlig er jeg her igjen!
(gaaer ind)
Curius
Han elsker mig som før, han ˹Intet˺ ahner ei –
at jeg er hans Rival
(Lentulus og Flere af Catilinas Venner
komme ind –)
{ Een af dem } Lentulus.
Lentulus
˹Siig, Curius! gik ikke Catilina˺
Gik ikke Catilina –
˹I Huset ind –˺ I Huset ind –
Curius
Jo jo, han venter Eder –
(De gaa ind)
Curius
gaaer med Hæftighed ˹frem og tilbage˺ op og ned
Jeg kan ei dæmpe denne Utaalmod
den Hæftighed som Rastløs driver mig – –
Faksimile
legg: , blad: [28]r
˹28˺ 25
Ha Furia! Forunderlige Kvinde,
˹hvert Øieblik˺ hvor er hun, min Lidenskab forøger – –
Hun iled bort med Lynets rappe Fjed –
da jeg af Dødens Hule hende førte –
og denne vilde, rædselfulde Tale,
Blikkets dunkle, underlige Glød –
ha, om det Vanvid var dog nei, o nei –
saa er det ikke – –
Furia
nærmer sig –
Nei, nei, blege Yngling!
Curius
f{ arend } arer tilbage
Furia – du her – –
Furia
Her færdes Catilina –
see her maa Furia jo ogsaa være –
Curius
O følg mig Furia, jeg vil dig bringe
i Sikkerhed; – om Nogen fandt dig her? –
Furia
Mig – Yngling{,}! mig? – siig ˹har du da forglemt –˺ mindes du ei længer
ei meer jeg hører blant de Levende –
Curius
Ha! atter d{ett}isse rædselfulde {Sprog}Ord
kom til dig selv {–}–, o! hør min Furia! –
({grib}vil gribe hendes
Haad.)
Furia
vildt –
Forvovne Ynglig! ræddes du da ei
for Mørkets Datter som er stigen frem
til Livet kuns et flygtigt Øieblik!
Faksimile
legg: , blad: [28]v
Curius
Jeg ræddes{,}? – ja, men netop denne Rædsel –
den underfulde Gysen er min Lyst˹!˺ –
Furia
Ti Yngling, ti – forgjæves er din Tale,
jeg hører { Døden }Graven til, der er mit Hjem
– – jeg stegen er fra Dødens dunkle Dale
{ <...> }med Dagens Komme flygter jeg til dem
der er min Bo, iblandt de ˹Skygger blege˺ blege Sygger
i Plutos Haller færdes Furia.
˹Viid, Curius, viid nylig er jeg stegen ˺ Siig mindes du da ei vi begge stege
i fra den dunkle Underverden
Curius
Ha!
Saa før mig di{g}d, {i}jer { s }er bered at følge
{ ˹gælde˺ }gaaer gaar selv din Vei igjennem Dødens { <...> } <...> Nat
Furia
Nei, Yngling! nei, hvad Gravens Skygger dølge
formaar ei noget jordisk Blik at naae
– Min Tid er kort jeg maa benytte den,
kun Nattens korte Timer mig forundes, –
Mit Værk er Mørkets, det tilhører jeg. –
– – Siig er ei Catilina hist – derinde?
Curius
.
Ham søger du? Forfølger du ham end?
Furia
.
Hvi steeg jeg vel fra Underverdnen frem?
Var det ei for at følge Catilina?
Faksimile
legg: , blad: [29]r
˹29˺ 26
Curius
hæftig.
Ha! Frygtelige! Det er Vanvid jo –
dog du er skjøn midt i din vilde Rasen –
– O tænk ei Furia paa Catilina meer
– følg mig; jeg lyde skal ethvert dit Vink,
jeg skal, som Trællen tigge for din Fod
(knæler ned)
kuns om et Blik – o hør mig Furia
jeg elsker dig – men {f}Flammen mig fortærer –
saa leed ei Hercules, da ˹i hans Bryst˺ Flammegiften for
Giftflammen rased <...> – –
Furia
Forvovne, ti!
Dog sig mig først, hvad foregaar hist inde –
har Catilina – –
Curius
reiser sig
Atter{,}! atter˹!˺ ham
er hver din Tanke viet; ha! jeg kunde –
Furia
Siig Curius, er han bered at følge
Opfordringen
Curius
Du kjender det?
Furia
Ja ja˹!˺ –
Curius
Nu vel, saa hør, sig Catilina har
i deres Spidse stillet; – dog ei meer
om ham
Furia
Jo Curius, besvar mig eet –
Faksimile
legg: , blad: [29]v
Det er mit sidste – Du ledsager ham?
Curius
Jeg maa –
Furia
vildt smilende
Medbeileren?
{H}ham; – Catilina?
Curius
Ha dette ˹Navn˺ Ord
Oppuster Flammen atter i min Barm!
Forhadte! {ha}O! jeg kunde myrde ham!
Furia
Du sagde nys, du var bered at lyde
ethvert mit Bud
Curius
Ja ja jeg lyder det –
kuns er min Bøn, glem ham, glem Catilina!
Furia
.
Glemme siger du, ˹nei først ha{m}n stige ma –˺ viid jeg maa følge ham
{– –}i Graven ned
Curius
Ha Furia, jeg skulde –
Furia
Ei selv du skal – angiv hans Planer kuns
Curius
Ha rædsomt! han, min Pleiefader og –
Furia
– Medbeiler{,}! – Svage Usling vover du
at nævne Kjærlighed og har ei Mod
at styrte ham, Foragtelige! –
(vil gaa)
Curius
holder hende tilbage
Nei –
Faksimile
legg: , blad: [30]r
˹30˺ 27
forlad, forlad mig ei, jeg er bered til Alt –
ha du er rædsom Furia, og dog jeg kan
ei søndersprænge dette Tryllenæt
hvori jeg hildes – –
Furia
Saa er du bered?
Curius
Jeg maa, jeg maa har jeg vel Villen meer
dit Blik er Slangens ligt, naar det sig fæster
med Tryllemagt paa Fuglen som med Angst
omflaggrer den i Kredse stedse mere
og mere nær det frygtelige Svælg
Furia
Nu saa {op}udfør det da – – –
Curius
Og naar jeg har –
opoffret { det }Pligten for min Kjærlighed?
Furia
Da knytter Intet mig til Catilina
Da er mit Hverv fuldbragt. Forlang ei meer
Curius
.
Jeg skal – ha – Furia – det stormer i mit Indre –
Furia
Du – dvæler Feige –
Curius
.
Nei ved Mørkets Aander! –
jeg vil; han ene skiller mig fra dig –
ja han skal falde, slukt er hver en Gnist
af hvad der fordum blussed i mit Hjerte –
Ha synke skal han; end i denne Stund
angiver jeg det Heele, vent mig her
Ha Skrækkelige {e}ind {i}din Nærhed brat
forstenes hver en Følelse som blidt
belivede min Barm, og selv min Kjærlighed
Faksimile
legg: , blad: [30]v
er mere Had end Elskov, lig; – ei meer
mig selv jeg kjender, blindt jeg styrter mig
˹i dybest Afgrund˺ i Svælget ned forat følge dig – – –
– Ja han skal falde; end i denne Stund
angiver jeg det {h}Hele – vent mig her! –
(iler ud)
Furia
efter en Pause
Snart er mit Hverv { s }tilende –, Catilina
med raske Skridt du nærmer dig dit Maal –
Ambiorix og Ollovico træde ud
(af Catilinas Huuss, uden at
bemærke Furia.)
Ambiorix
Saa er det da besluttet, ja i Sandhed
en dristig Handling
Ollovico
.
Voveligt - ja {see}ja
Dog Lønnen venter os, ˹vel værdig at˺ en Fare værd,
– { <...> }tilkjæmpe sig for Farer, større end
selv den der snarlig truer os –
Ambiorix
.
Ja, ja ˹ {Nu} ˹Ja˺ vel!˺
Ollovico
Befrielsen fra Romas { <...> }Tyranni,
Vor gamle Frihed er vel værd en Kamp –
Ambiorix
Saasnart vi kunne, haste vi tilbage
og hemmelig skal hele Gallien
sig ruste til en Kamp mod dets Tyranner,
og slutte sig til Catilinas Skarer. –
Det koste vil; thi end er Roma mægtigt,
Dog det maa skee, følg mig Ollovico{–}!
Faksimile
legg: , blad: [31]r
˹31˺ 28
Furia
˹ al ˺ høitideligt ˹ alvorligt ˺ ˹– advarende˺
Vee, Eder, vee! –
Ambiorix
˹ forskrækket ˺
O, Alle høie Guder – !
Ambiorix
˹ ligeledes ˺
En overjordisk Stemme toner hist –
Furia
Vee, eder, vee! –
Ollovico
I Maanens blege Straaler
hun stander hist, den varslende Gudinde –
˹
[HIS: Replikken er tilføyd ved siden av rollenavnet i Ambiorix' etterfølgende replikk. Korrekturtegn i margen samt sammenlikning med førstetrykket (1850) sannsynliggjør at den tilføyde replikken er Furias. Rollenavnet mangler imidlertid.]vee Eder, vee, følg ikke Cati<...>
˺ ˹
– Vee Eder
˺
Ambiorix
Afsted, Ollovico{,} ˹!˺ En ˹Aandestemme˺ Varsels-stemme ˹toner˺ lyder
afsted, afsted, vi ˹lyde ˺ følge maa dens Bud –
(de ile ud –)
Catilina
kommer ud af Døren
i Baggrunden. –
Ha! et fortvivlet Haab i Sandhed{– ha }, ja
at ville styrte
med denne usle Hob at ville styrte –
at ville styrte Roma med en Hob
af disse Uslinge, som drives kun
af Nød og Rovbegjærlighed; – h{ <...> }vad har
jeg at erhverve mig – ˹?˺ –
Furia
bag {t}Træerne
Hævn, Catilina! –
Catilina
˹I Guder˺ Ha , hvad var det – kom denne Røst
ifra mit eget Indre! Hævn! ja vel
saa skal det være; Hævn for hvert et Haab,
mig røvedes, og Hævn for hver en Plan
som mig en fiendtligsindet Skjæbne knuste!
Faksimile
legg: , blad: [31]v
De Sammensvorne komme bevæbnede
ud af Døren i Baggrunden.)
Lentulus
.
End hviler Mørket – over Romerstaden –
nu er det Tid – –
Flere
Ja ja afsted, afsted
Aurelia
kommer ud fra Sidebyg-
ningen, uden at bemærke
de Sammensvorne)
Du her min Catilina, venter du
Catilina
Ha – Aurelia –
Aurelia
Siig venter du mig alt –
( ˹Standser idet hun bliver˺ bliver de Sammensvorne vaer)
O, høie milde Guder! –
Catilina
vildt
Bort Kvinde, bort –
Aurelia
Ha ˹O!˺ hvad betyder dette
du vil ei drage –
Catilina
. vildt ˹som før˺
Ja ved Mørkets Aander{–}!
en lystig Færd – see Sværdet hvor det blinker
snart farves det i Blodets Strømme rødt –
Aurelia
I Guder, o saa var mit Haab en Drøm
og rædselfuld er min Opvaagnen –
Catilina
Ti!
Følg Kvinde, hvis du vil; ei røres dette Bryst
af ˹dine˺ Kvinde {t}Taarer mere. See hvor lyst
beskinner Luna Romerstadens Tinder,
ha! { før' }naar den atter' hist i Øst˹en˺ oprinder

Faksimile
legg: , blad: [32]r
˹32˺ 29
skal Flammer stige imod Himlens Blaa
og styrte Roma i Roma i Ruiner graa –
og naar den længst i fjerne Fremtid skinner
i lyse ˹lyse˺ Sommer {n}Nat paa smuldrende Ruiner
en eenlig Støtte skal blandt Gruset staa
og vise Vandreren, hvor Roma laa!
De gaae
Tæppet falder

Tredie Act. –
(Catilinas Leier i en skovrig Egn. Til
˹Høire˺ Venstre sees Catilinas Telt – ˹ved Siden af dette en˺ flere lignende
˹gammel Eeg˺ i B<...> Det er en mørk Nat, Maanen bryder
undertiden gjennem Skyerne. – Udenfor Tel-
tet brænder en Vagtild; flere Lignende i Bag-
grunden mellem Træerne. – ˹Statilius˺ En ung
Kriger slumrer ved Vagtilden, Manlius
gaaer frem og tilbage udenfor Teltet.)
Manlius
.
Det ligner dem, de Ubesindige –
der slumre de saa rolig og saa fast
som var det Moderskjødets trygge Værn
de hvilte i og ei en vildsom Skov, –
som vented de at vaagne op til Leeg
og ei til Kamp, maaskee den allersidste
de kjæmped her
{ Kriger }Statilius.
vaagne˹r˺ og reiser sig.
Du vaager endnu Gamle˹!˺ –
Er du ei træt, jeg vil afløse dig!
Manlius
.
{ <...> }Nei sov du, kuns, den Unge trænger til
Faksimile
legg: , blad: [32]v
en kvægsom Søvn, hans vilde Lidenskaber
behøve Kræfter, anderledes er det –
naar Haaret blegner, Blodet rinder mat –
{og}naar Alderdommen tynger vore Skuldre –
Statilius
.
Ja du har Ret saa vil jeg og engang
som gammel, hærdet Kriger – – – –
Manlius
Veed du da
saa vist, om Skjæbnen har det saa bestemt, –
om nogen Alderdom er dig forundt
Statilius
.
Ih, hvorfor ikke, siig hvad bringer dig
paa disse Ahnelser –
Manlius
.
Du mener v{i}el
vi Intet har at frygte, Unge Daare!
Statilius
.
Er ei vor Magt betydelig forøget – – –
Manlius
Af Fægtere og Trælle, Ih jo vist
Statilius
.
Nu lad saa være; samled' virke de
ei ubetydeligt og hele Gallien
vil sende Hjælp – –
Manlius
.
Som endnu ei er kommen
Statilius
Du tvivler paa – –
Manlius
.
Jeg kjender disse Folk –
Nu lad det være godt, snart vil jo Tiden vise
hvad Guderne har over os bes{luttet}temt bestemt
– Men gaa Statilius, og eftersee
Faksimile
legg: , blad: [33]r
˹33˺ 30
om Vagterne opmærksomt staa paa Post –
for natligt Overfald vi maa betrygge os,
Forsigtighed er god, den skader Ingen
Statilius gaaer.
Nu samle Skyerne sig meer og meer –
det er en mørk en {U}uveirssvanger Nat –
{d<...> }en fugtig Taage lægger sig saa tung
og trykkende paa gamle Krigerbryst –
Jeg har ei meer det lette Sind hvormed
jeg styrted mig i Kampens Tummel før;
det er ei Aldren blot, en Byrde tung lig
det tynger mig, og sælsomt nok de Andre
mig tykkes ligedan saa sært tilmode.
Ja Guderne skal vide, Hævn var ei
den Grund, hvorfor jeg fulgte Catilina.
Min Harme blussed op en flygtig Stund
da jeg mig følte forurettet, krænket –
det gamle Blod er end ei ganske koldt –
det ruller stundom end ˹heel˺ { <...> } heel var varmt i Aaren.
Men Krænkelsen er glemt, jeg har tilgivet den,
for Catilinas Skyld jeg ene fulgte med ,
jeg vaage skal med Omhu over ham;
her stander han som ene mellem Skaren
af usle Skurke, og Letsindige
de mægte ei ˹ham at forstaa˺ at fatte ham , – og han
er altfor stolt til dem at ville fatte
(Han lægger nogle Kviste paa
Ilden og bliver taus staaende; Catilina
træder ud af Teltet –)
Faksimile
legg: , blad: [33]v
Catilina
.
Det er alt Midna{ <...> }t alting er saa tyst
kuns fra mit Øie flygter Søvnen bort –
– koldt blæser Nattevinden, den vil kvæge mig
og skjænke Kræfter – ha de trænges til! –
(bemærker Manlius.)
Dig er det Manlius, som vaager tro
i kolde Nat –
Manlius
.
Saa sømmer det sig jo –
jeg har bevogtet dig som liden Dreng –
siig mindes du det ei –
Catilina
Den Tid er borte
Med den, min Ro, og hvorsomhelst jeg gaar
forfølge mig sært vexlende Gestalter –
alt, Manlius, alt, huses i min Barm
kuns ikke Fred, – den er der ikke mere –
{For}Manlius
.
Forjag de Tanker, h{ <...> }viil dig Catilina
˹betænk˺ maaskee , alt Morgendagen fordre vil
maaskee din { <...> }hele Rolighed, din Styrke –
Catilina
Jeg kan ei Manlius, – tillukker jeg mit Blik
for i en flygtig Blund at glemme Alt –
– da færdes jeg i underlige Drømme;
saa laa jeg nys paa Leiet, halvt i Slummer
da traadte atter disse Syner frem
meer sært end nogensinde, meer forblommet –
og gaadefuldt – ˹ha hvis jeg˺ mon det er fatted kun
Betydningen; men nei – –
Manlius
Betro mig Catilina
Faksimile
legg: , blad: [34]r
˹34˺ 31
din Ængstelse, maaskee jeg kan dig raade
Catilina
efter en Pause
Om jeg slumred eller {V}vaaged, ved jeg ikke selv
tusind' Tanker, tusind' Planer krydsede min Sjæl
see da vorder meer og mere dunkelt alting brat
og sin brede Vinge sænker i min Barm en Nat
˹kuns˺ ˹vildt˺ k<...> af Tankelynet krydset, mørk og rædselfuld
see da skuer<...> jeg en Hvælving sort som Gravens Muld
høit var Taget som en Himmel Tordenskybe{ dækt }lagt
og en sælsom Billedvrimmel, lig en Aandej{ <...> } ˹agt˺
hvirvle sig i ˹Kredse vilde˺ vilde Kredse snart som en Orkan
naa den ˹voldsomt farer over˺ tordnende henfarer skumdækt Ocean
dog midt i den vilde Vrimmel titter stundom
fre{n}m
blomstersmykkede Gestalter, fra et bedre Hjem –
rundt omkring dem viger Mørket, for en Lysning klar
og i Salens Midte stander { <...> }hist et sælsomt Par,
tvende Kvinder, høi den Ene, og som Natten sort
og den Anden skjøn som Dagen, naar den flygter
bort
og sig Aftenskyen klæder i et Rosenskjær
{ Og }Ha! saa sælsomt velbekjendte, {ty}syntes mig de To
mildt den ene smilte og i hendes Blik var Ro
men den andens stolte Øie sendte vilde Lyn
rædselfuldt og dog jeg fulgte gjerne dette Syn.
Stolt den ene stander og dem anden lænes til
Bordet hvor de begge spilte et forborgent Brikke -
spil
˹Medens˺ Og de sære Billedklynge{r}n bølged' stedse op og ned
Da er deres Spil tilende, og i Jorden synker ned
hun den ene med det lyse, milde Elskovsblik
og de skjønne Lysgestalter bort med hende gik
Faksimile
legg: , blad: [34]v
See da vorder Larmen stedse meer og mere vild
og den mørke Kvindes Øie flammede som Ild
Da svandt Alt for mine Blikke hende saa jeg kun
og hvad meer jeg drømte siden i min Feber -
blund
ligger alt bag Glemselsdækket i mit Indre gjemt,
a { k, }kunde jeg blot Resten mindes, ak det er forglemt!
Manlius
.
Underlig i Sandhed Catilina
er denne Drøm – –
Catilina
grublende –
Hvis blot jeg kunde { <...> }mindes
nei nei – det lykkes ei – –
Manlius
.
Nu lad det være glemt –
tænk ikke meer derpaa, hvad er vel Drømme?
Indbildninger og tomme Hjernespind
betydningsløse og foruden Grund{?}! – –
Catilina
Ja du har Ret, jeg Tanken vil forjage
umandigt er det jo at gruble over sligt –
men i den tause Nattetime vorder
jeg stundom saa forunderlig, tilmode –
nu er det snart forbi, gaa du kuns Manlius
gaa, hviil dig hvis du vil, jeg vandrer her en
Stund
i Eensomhed med mine Tanker, gaa –
(Manlius gaaer og
Catilina skrider en Tid-
lang taus frem og tilbage)
En ˹Aande˺ ˹Skikkelse˺ Ubekjendt indhyllet i en hvid Klædning
˹kommer˺ ˹ svæver ˺ er langsomt kommen ind fra Baggrunden
uden at bemærkes af Catilina.
Faksimile
legg: , blad: [35]r
˹35˺ 32
Catilina
. (bliver ˹Aanden˺ Skikkelsen vaer.)
I Guder, hvad er dette.!
˹Aanden˺ Skikkelsen
.
Vær hilset Catilina!
Catilina
.
Hvad vil du her{,}? {h}Hvo er du, Gamle; tal!
Skikkelsen
.
Tys! ene mig tilkommer det at spørge
og dig at svare; kjender du ei meer
fra ˹længst forsvundne˺ svundne Tider denne Stemme?
Catilina
.
Saa tykkes mig, dog siig hvem søger du –
paa dette Sted i Nattens Midnats tause Stund
Skikkelsen
.
Dig søger jeg; viid ikkuns denne Time
er mig forundt, jeg maa benytte den.
Catilina
.
˹Ved alle Guder! siig hvo er du!˺ Ha! en Aand! –
Skikkelsen
.
˹Ti!˺ Tys, tys, hør mig tilende
Jeg kommer hid at kræve dig til Regnskab
hvi lader du mig ei i Ro dernede –
{d}hvi driver du mig til at stige frem
af Gravens Dyb i {m}Midnatsstunden for
at værne om min dyrt tilkjøbte Hæder
Catilina
.
Ha hvilke Ahnelser opstige i min Sjæl
Faksimile
legg: , blad: [35]v
Skikkelsen
Du glemmer, mig skylder du alt, hvad du er
Du glemmer, mig skyl
Hvad er tilbage af min Herskermagt,
et Intet; den steg ned i Grav med mig;
Ha den har kostet mig dyrt, dyrt ˹var˺ er den erhvervet
min Ro i Livet og min Fred i Graven,
bortbytted jeg for den – j{o}a det var nok –
Og nu vil du med en forvoven Haand
berøve mig hvad end jeg har tilbage – !
Er der ei Veie nok til Storbedrift –
hvorfor betræder du just den, jeg baned,
min Magt nedlagde jeg i Livet alt
mit Navn, saa tænkte jeg, vil evig staa
ei som en Stjerne, venligt glimtende,
nei som et Lyn paa Nattehimlen fæstet
ei vilde jeg, som Hundreder før mig
ved milde Dyder, Ædelmod erindres –
Ei vilde jeg beundres, denne Lod
blev alt saamangens og vil blive det
til evig Tid; – nei ˹i˺ med en blodig Glands
jeg af den fjerne Fremtid vilde mindes
med en beundri{g}ngsblandet Gysen skulde
man skue op til mig som aldrig nogen
ei før, ei siden vovede at naae.
Saa drømte jeg, dog det var en Indbildning
jeg kjendte dig; hvi ahned' det mig ikke,
hvad der laa skjult i Dybet af din Sjæl.
Dog vogt dig Catilina, see jeg skuer
igjennem Fremtids dækket hvad du har
at vente di{d}g, hvad Skjæbnen har besluttet
Faksimile
legg: , blad: [36]r
˹36˺ 33
Catilina
begjærlig.
Det kjender du,? saa nævn det, nævn det da!
Skikkelsen
Nei først – bag Gravens dunkle Port
forsvinder Dæmringen som hylle{ r }s
i Taageslør hvad Skjønt og Stort
omkring ˹hvad Rædsomt og hvad Stort˺ vort Blik og Alt hvad bort
af Fremtids Voverne mon ˹bort˺ skylles.
Men hør, hvad dig en Gravens Aand
udaf din Skjæbnes Bog vil mælde:
Halvt 2 falder 1 du 3 for ˹din˺ 4 egen 5 Haand ,
og ˹dog˺ halvt en fremmed skal dig fælde!
(han forsvinder)
Catilina
(efter en Pause, seende sig om)
Han er forsvunden{?}! – Var det da en Drøm
Nei nei, her stod han Maanens Straaler faldt –
ned paa hans Ansigt; ha! jeg kjendte ham,
det var Dictatoren, den gamle Blodmand
som steg af Graven forat skrække mig.
Han frygted for jeg skulde røve ham
ei hans Hæder, nei den Rædselsglands
hvormed hans Minde lyser; lever da
bag Gravens Skygger selv Ærgjærrigheden?
˹ Pause ˺
Alt, alt bestormer mig; – snart ˹taler˺ lyder , blidt
advarende, Aurelia og atter
gjentoner i min Barm, hvad Furia har sagt, –
og see, nu stige selv af Graven frem
de blege Skygger fra den svundne Tid –
de true mig, jeg skulde vende om!
˹Nei˺ Nei nei, jeg vakler ei, kjækt { vil }vil jeg skride frem
Faksimile
legg: , blad: [36]v
imod mit Maal, – snart har jeg naaet det –
Curius
styrter ind i hæftig Bevægelse
Catilina! – –
Catilina
overrasket
Du, du her, min Curius –
Curius
Jeg maatte
Catilina
Siig, hvi blev du ei i Rom –
Curius
Jeg kunde ei, jeg maatte søge dig – –
Catilina
.
Ubesindige! {d}Dog kom i mine Arme,
for min Skyld styrter du i Faren dig –
(vil omfavne ham)
Curius
farer tilbage
Nei, Catilina, nei – berør mig ikke! – –
Catilina
.
I Guder, hvad er det – –
Curius
Fly – fly – {– –}du er
af Fiender omringet –
Catilina
.
Fat dig Curius –
du taler vildt – har Reisen mattet dig –
Curius
.
O nei, men red dig mens det end er Tid –
(knæler { <...>d}foran ham)
du er forraadt –
Catilina
(farer tilbage)
Forraadt! hvad siger du –
Curius
Ja under Venskabs Maske
– Blandt dine Venner – – – –
Catilina
.
Nei, nei – Curius –
nei mine Venner ere troe som du –
Curius
Vee, Catilina, dig, hvis saa det er
Faksimile
legg: , blad: [37]r
˹37˺ 34
Catilina
.
Kom til dig selv; – det er din Kjærlighed
din Omhu for min Sikkerhed, som lader
dig Farer skue, hvor der ingen er
Curius
Ha dine Ord igjennembore mig –
men fly, ved Himlens store Guder, fly
Catilina
.
Fat dig – tal med Rolighed; hvi skulde
jeg flygte, siig er jeg ei sikker her – –
Curius
fortvivlet
Nei, nei, du er forraadt, din Plan er røbet –
Catilina
Ha, raser du? – Nei, nei – det er umuligt –
Curius
Jo {jo }det er saa – men fly i denne Stund
end kan maaskee ved hurtig Flugt du reddes
Catilina
.
O, skulde det! – – men nei det er umuligt –
Curius
. river sin Dolk ud
og {str}rækker den imod
ham
{.)} ˹hen til Catilina˺
Der, Catilina, tag, igjennembor mit Bryst –
– – stød til – stød til – – af mig er du forraadt
Catilina
.
Ha! det er Vanvid! – – –
Curius
.
Nei, jeg sværger høit
ved alle Guder, jeg har røbet dig –
Spørg ei om Grunden; o, det knuser mig –
Catilina
bittert
Skal ogsaa Tro paa Venskab ˹mig berøves˺ røves mig!
Faksimile
legg: , blad: [37]v
Curius
.
Igjennembor mig! piin ei dette Bryst
med Skaansel længer
Catilina
blidt
Nei min Curius –
staa op – du feiled – jeg tilgiver dig – –
Curius
. overvældet
O Catilina, ti – du knuser mig – –
men skynd dig, fly – vid snart er det forsilde –
Snart overfalder Romerhæren dig –
den er paa Veien snart vil her den være
Catilina
.
Og mine Venner hist i Roma? –
Curius
{O}Ha!
de ere fængslede og maaskee dræbte – –
Catilina
– smærteligt
O Skjæbne, Skjæbnen
C{ ati }urius
fortvivlet rækker ham
Dolken
,
Stød den i mit Bryst –
Catilina
. blidt.
Du var kuns Midlet – kunde du for det! –
Curius
O lad med Livet { <...> }mig betale B{ <...> }røden! –
Catilina
.
Nei jeg tilgiver dig, (idet han gaaer) nu er kuns eet
tilbage end –
Curius
reiser sig
Ja, Flugt!
Catilina
Nei Heltedøden! –
(gaaer)
Faksimile
legg: , blad: [38]r
˹38˺ 35
Curius
.
Det er forgjæves – Døden venter ham! – –
Ha denne Mildhed er en rædsom Straf – – –
– – {eet skal}jeg vil opsøge ham; – et skal ei nægtes mig,
at falde kjæmpende ved Heltens Side – .
(iler ud)
(Lentulus tilligemed 2 Gladiatorer
komme listende sig frem fra ˹ Træerne ˺ Træerne .)
Lentulus
. sagte
Her talte Nogen nys –
1ste Gladiator
.
Nu er det stille,
maaskee det Nattevagten var, som gik
at løses af – – –
Lentulus
.
Maaskee; – her vente vi; –
hold je{g}r beredte; – eders Sværde er
vel {S}skarpe, blinkende –
2de Gladiator
.
Som Lynet, ja –
i sidste Fægtning
det bider godt, – i sidste Fægtning jeg
nedlagde trende Kjæmpere med det
Lentulus
.
Saa stiller eder hist ved Busken der –
naar Tegnet gives, styrte rask I frem –
nedhugge ham – –
1ste Gladiator
.
Ja ja saa skal det skee. –
(de bliver stande – Lentulus gaar spei-
dende henimod Forgrunden.)
Lentulus
. halvsagte
Det er en dristig Streg, det kan ei nægtes;
dog det maa skee i denne Nat saafremt –
Faksimile
legg: , blad: [38]v
det skal udføres; – falder Catilina
kan ingen uden jeg anføre dem –
imorgen alt vi rykke imod Roma –
Tilhængere vi samle overalt
gaar ind mellem Træerne
{2den}1ste Gladiator
.
Men hvem er da den Ubekjendte som
vi skulle myrde –
{1ste}2den {T}Gladiator
.
Ti! – det er en Sag –
som ei vedkommer os – naar Lentulus
har os betalt, maa han det selv forsvare –
Lentulus
(kommer iilsomt tilbage.)
Holdt jer beredte, snarlig er han her –
de stille sig {B}bag Buskerne
Catilina
. (kommer strax efter ind.)
Lentulus
.
Frem, stød ham ned, igjennemborer ham!
Lentulus og Gladiatorerne styr-
te ind paa Catilina,)
Catilina
. drager Sværdet og forsvarer
sig)
Ha! Uslinge! hvad vove I – –
Lentulus
.
Stød ned –
Catilina
. {k}gjenkjender ham
Du Lentulus vil myrde Catilina?
2den Gladiator
forfærdet –
Ham er det! –
{2}1 ste Gladiator
ligeledes
Catilina! – ei mod ham
vi kjæmpe; – fly! –
de {F}flygte
Lentulus
.
Saa fald da for min Haand!
Faksimile
legg: , blad: [39]r
˹39˺ 36
(De kjæmpe; Catilina slaaer ˹Lentulus˺ ham Sværdet af
Haanden, han vil flygte men Catilina holder
ham fast.)
Catilina
.
Forræder, Morder
Lentulus
. (bønfaldende.)
Naade, Catilina!
Catilina
Ha! {j}Jeg forstaar din Plan, du vilde myrde mig
dig stille selv { <...> }i mine Venners Spid{ <...> }se. –
Lentulus
.
Saa var det Catilina –
Catilina

(afsides.)
Han ahner ei
hvad der er skeet{,}! (høit ˹med Forstillelse˺) Nu lad saa det være!
Lentulus
.
Forklar, hvad mener du –
Catilina
Jeg træder bort {–}fra
anfør du dem, – du er det værd –
Lentulus
forbauset
Du vil –
Catilina
Jeg vil, men ˹vogt dig˺ vogt dig Lentulus –
– din Post er farlig, vid, vor Plan er røbet – –
– men jeg vil kalde vore Venner sammen –
vil forestille dem den nye Leder –
og takke af
(vil gaae)
Lentulus
˹overrasket,˺ holder ham tilbage
Nei, vent, vent – Catilina
Catilina
.
Vor Tid er k{nap –}ostbar – snarlig Romerhæren
vil være her –
Lentulus
– ængstelig –
Nei, hør mig Catilina
Faksimile
legg: , blad: [39]v
du spøger vel, det kan ei være saa!
Catilina
.
Vor {p}Plan er røbet, som jeg siger dig!
læg nu din Kraft, din Dygtighed for Dagen
Lentulus
.
O vee os, vee, – –
Catilina
. haanligt
Du skjælver, feige Usling –
og du vil styrte mig – {–}vil lede dem –
Lentulus
.
Tilgiv mig Catilina
Catilina
.
Søg din Frelse
ved hurtig Flugt, hvis ˹den˺ kan lykkes dig –
Lentulus
.
Ha du tilstæder at –
Catilina
.
Troer du det var
mit Alvor at aftræde denne Post
i Farens Stund{,}? – Da kjender du mig ei
Lentulus
rørt ˹(med Forstillelse)˺
O Catilina! –
Catilina
med Høihed
Spild ei Øieblikket –
søg Rædning kuns, – jeg vide skal at dø
(Lentulus gaaer hurtig bort.)
Catilina
(efter en Pause.)
Det er den Troskab som jeg stolte paa,
saa svige de mig, een for een; o Guder –
Forræderi og Feighed er det kuns
som boer i disse usle lave Sjæle
jeg er en Daare jo, med mine Planer –
– jeg styrte vil hiin Øglerede hist –
– ha Roma er jo længst kuns en Ruin!
Faksimile
legg: , blad: [40]r
˹40˺ 37
(Vaabenlarm høres at nærme sig.)
Der komme de, end er der Kjæ˹k˺hed dog blandt dem
blandt dem; – hør Sværdet hvor det 2 klirrer 1 muntert
det skjænker mig min hele Kraft ˹tilbage˺ igjen
jeg følte nys mig slappet, dybt nedstemt,
– nu er det over; – Faren kalder Modet
tillive igjen; – kjækt skal jeg møde den!
(Manlius, {C}Statilius, Gabinius, { <...> }og ˹en Mængde˺ de øvrige
Sammensvorne komme ind. –)
Manlius
. –
H{ <...> }er Catilina, bringes dine Venner
de ere rede til at følge dig
Statilius
Ja Catilina, dig ledsage vi
i Liv og Død, hvorhen du byder det –
Catilina
Jeg takker eder tappre Camerate{t}r –
men vid, for os er intet Valg tilovers
– imellem { <...> }Liv og Død, – kuns mellem Døden
Døden i Heltekamp for fiendtlige Sværd –
og under Piinsler naar {f}vi grumt forfulgte
som Skovens vilde Dyr er jaged om.
Siig vælge { vi }I {ved}feigt flygtende at friste
et usselt Liv en stakket Tid endnu,
hvad eller kjækt som Eders stolte Fædre
at falde kjæmpende med Sværd i Haand!
Nogle
.
Det vælge vi –
Andre
Ja ja med Sværd i Haand!
Faksimile
legg: , blad: [40]v
Catilina
Nu saa afsted vor Død skal vie os
ind til Udødligheden, fjerne Tider skal
os mindes med Beundring –
Furia
, (der ubemærket har nærmed
sig ham.)
eller Rædsel! –
Nogle
– vige forundrede tilbage
Ha en Kvinde!
Catilina
overrasket
Furia – du her –
hvad vil du, ˹svar˺ siig !
Furia
Jeg maa ledsage dig til
Jeg maa ledsage dig
til Maalet – –
Catilina
.
Nu, hvor er mit Maal, siig frem,
Furia
Ei søger {h}Hver sit Maal ad samme Veie,
du søger dit igjennem vilden Kamp
{men}og Kampen avler Død, Fordærvelse.
Catilina
. –
Men ogsaa Hæder og et evigt Navn! –
gaa Kvinde, stolt og skjøn er denne Time –
min Barm er lukt for dine hæse Skrig – –
Aurelia
. (kommer ud af Teltene
forbauset da hun seer
de Forsamlede.)
Min Catilina!
Catilina
.
O Aurelia –
Aurelia
Hvad er paafærde
Catilina
smærteligt
Dig jeg kunde glemme
Faksimile
legg: , blad: [41]r
˹41˺ 38
hvad vil din Skjæbne vorde –
Furia
, haanligt –
Vakler du
alt i dit høie Forsæt Catilina
– er det dit Mod –
Catilina
hæftig
Nei nei ved alle Guder – – –
Aurelia
. –
O, Catilina – siig hvad er igjære –
Furia
Er nu til Klynken og til Klage Tid –
Manlius
.
Nei, nei – afsted – nøl ikke Catilina
Catilina
kjæmpende med sig selv
O hvilken Storm i dette Hjærte; – dog –
det kan ei være anderledes – nu –
saa følger mig; – afsted! – –
Aurelia
{ <...> }kaster sig i hans
Arme –
O, Catilina –
gaa ikke; – eller jeg ledsager dig –
Catilina
Nei, nei, Aurelia
Furia
haanligt –
O jo, lad saa det være
det er din usle Svaghed værd at falde
i Kampen ved en Kvindes Side
Catilina
(støder Aurelia
hæftig bort.)
Ha! –
Jeg svag! – Nei nei, ved Mørkets Aander nei –
Faksimile
legg: , blad: [41]v
(vildt)
udaf min Barm { river }hver Følelse jeg river –
kuns blodig Kamplyst luer end deri –
Furia
.
Ret saa, ret saa min stolte Catilina!
Catilina
.
Lad Døden vente truende og vis –
– det er mi{t} ˹n˺ Ønske ˹Lyst˺
Aurelia
.
O, hør mig Catilina
forstød mig ikke, ved din Kjærlighed
besværger jeg dig –
Catilina
vildt
Ti! I dette Bryst
ei findes Kjærligheden meer – –
Aurelia
O milde Guder!
læner sig mat op
mod Træet udenfor
Teltet
Catilina
.
Men nu afsted –
Manlius
Hist lyder Vaabenlarm!
Flere
.
De nærme sig –
Catilina
Vi ville kjækt dem møde!
Høit lyder Ærens Stemme i vor Barm
den ˹følge˺ lyde vi – for Sværdet vil vi bløde! –
– Afsted; – { m }for Romersværd med Romermod
skal Romas Sidste segne i sit Blod!
(De styrte ud.)
Faksimile
legg: , blad: [42]r
˹42˺ 39
Furia
.
Han { blir }er borte – jeg har vundet, naaet er mit Maal
snarlig ligger han paa Valen, Dødens Bytte stiv og kold –
Aurelia
. ˹ (i Tanker – uden at see Furia ˺
I hans harmopfyldte Hjerte ingen Elskov meer mon bo'. –
Var det Drømme? Nei saa lød det, fra hans vrede Læbe jo.
Furia
.
Sværdet klinger; Catilina svæver alt paa Gravens Rand
Snart han som en flygtig Skygge iler imod Dødens Land
Aurelia
. ˹ bliver Furia vaer ˺
Ha hvo er du rædselfulde Røst der toner hist
Uglen lig naar ˹vildt˺ huult den hyler ifra Træets Kvist.
er du stegen fra de dunkle Skyggelande frem
for at føre Catilina til dit mørke Hjem?
Furia
.
Hjemmet er jo Vandrings Maalet – og hans Veie gik
gjennem Livets dybe Sumpe – –
Aurelia
.
Kuns et Øieblik. –
Stolt og ædelt var hans Hjerte, engang var han god
før det Onde dybt i Barmen fæstede sin Rod
Furia
Engang stod og Blomsten frodig i sit Farvespil
men dens Blade falme og den hører Døden til
Aurelia
.
Rædselfuldt! Grant jeg kjender denne Stemmes Klang
o fra Catilinas Læber lød den mangen Gang
Mørke Aand, du har mig røvet Livets bedste Fr{yd}ugt
har min Catilinas Hjerte for min Ømhed lukt –
˹mellem˺ ifra mine Drømmes Syner jeg gjenkjender dig
hvor du truende dig stilled mellem ham og mig
Faksimile
legg: , blad: [42]v
See, ved Catilinas Side drømte jeg saa fro
om et Liv af Elskov smykket, om et Fredens Bo,
i hans ædle skjønne Hjerte planted jeg et { <...> }Blomsterbed,
som dets bedste Smykke freded' jeg min Kjærlighed, –
– men din fiendske Haand har rykket Blomsten op med Rod
og i Støvet ligger den hvor nys den frodig stod!
Furia
.
Svage Taabe! Du vil lede Catilinas Skridt,
veed du {ei}ikke at { dette }hans Hjerte var end aldrig dit.
Kvinde, dine Blomster trives ei i saadan Grund
viid i solskinsvarme Foraar spirer Liljen kun
medens Bulmens røde Bæger voxer under Skyens Tag,
og hans ˹Sjæl˺ Barm var alt forlængst en { <...> }skyfuld Høstens Dag
Snarlig svinder sidste Glimt af Lyset i hans Barm
og som Mørkets Bytte ligger han i Dødens Arm.
Aurelia
(med Ild.)
Nei, ved alle Himlens Guder, nei det skal han ei
til hans Hjerte mine Taarer finde end en Vei.
Hvad, om alt han ligger blodig under Kampens Larm; –
slynge vil jeg mine Arme { <...> }om hans kolde Barm,
aande paa hans blege Læbe al min Kjærlighed
mildne Stormen i hans Indre skjænke blidt ham Fred –
Mørke Aand! dit Bytte skal jeg vriste af din Haand,
knytte ham til Lysets Bolig med {min}et Elskovs Baand.
Og naar Hjertets Slag forstummer medens Øiet brast
gaa vi begge bort fra Livet i et Favntag fast; –
Skjænk mig da, I høie Guder! for, hvad her jeg led, –
ved min Catilinas Side Gravens stille Fred! –
(hun gaaer.)
Faksimile
legg: , blad: [43]r
˹43˺ 40
Furia
. ˹ stirrer ud gjennem Træerne: Længe ˺
Gaa kuns Forblindede{,}! – jeg frygter ei
min Seier hviler sikker i min Haand
– hør Kampen lyder – snart er Timen kommen
– huult lyder Skriget – , endnu kjæmper han
– snart vorder Valen til en Gravlund <...> taus.
1 {s}Sig 3 skj{ <...> }uler 2 Maanen , skjøn er denne Time.
Snart ligger han med brustne Blikke hist
saa vil jeg skue ham førend jeg gaaer
at søge ham iblandt de blege Skygger.
(lytter.)
Ha alt det vorder meer og mere tyst
– snart tier Kampen, maaskee alt hans Sjæl
imod sit Hjem paa lette Vinger flygter. –
O det er skjønt her i den dunkle Skov
i mørke Nat at høre sidste Sukke
fra Brystet tone i en Kamp med Døden
(med vild Glæde.)
Det er en skjøn, en lystelig Musik
– hør Uglen stemmer i – den ønsker dem
˹glad˺ hist et Velkommen i sit skumle Rige!
(efter en Pause.)
Nu hviler Gravens Stille vidt omkring
de Seirende forlade Valen alt
og kuns de Døde hvile tyst ˹der˺ hist ude
– der vil de slumre mangen mangen Dag
mens Solens Straaler blege deres Been
og Ravnen flagrer graadig over Valen!
(Pause)
Ha! see hvad svæver over Engen hist
Faksimile
legg: , blad: [43]v
lig graalig Taage over den
lig Morgentaagen naar den fugtig graa
i tætte Flokke over Sumpen glider –
Det nærmer sig, jeg seer det mere grant
– det er en Kriger ˹vaklende˺ marmorbleg og mat –
– ha! en udaf de {F}faldnes. { <...> }Heltes Skygger!
(Hun trækker sig noget tilbage. Catilina
kommer ˹ind med sænket Hoved˺ bleg og med forstyrrede <...>
bleg og med forstyrrede Blikke. –)
Catilina
. (uden at bemærke Furia)
«Du falder for din egen Haand
og dog en Fremmed skal dig fælde!»
Saa var hans sidste Ord da han forsvandt
<...> talte
Hvad meente han, jeg fatter Gaaden ei! –
Furia
.
Velkommen ifra Kampen Catilina!
Catilina
.
Ha! hvo er du – –
Furia
.
Du kjender mig ei meer? –
Catilina
.
Dig er det – Furia – du byder mig velkommen
Furia
.
Jeg er din Genius, din lønnende Gudinde!
see her tag Seierskrandsen af min Haand –
˹ (hun plukker nogle Blomstrer som
hun under de følgen-
de Replikker fletter
til en Krands.)
˺
Catilina
Hvad mener du – –
Furia
.
Jeg krandse vil din Tinde
Faksimile
legg: , blad: [44]r
˹44˺ 41
men siig hvi kommer du saa ene hid
hvi fulgte ikke dine Venner med – –
Catilina
.
De sove Furia – – –
Furia
.
De sove siger du
Catilina
.
Ja, ja de sove; – gaa bag Skoven hist,
der ligge de saa tyst i Maaneskinnet –
– der vil du { <...> }finde dem i Rader strakt
de slumred ind ved Sværdets Vuggesang
men hør mig Furia, { <...>d}kan du begribe det! : –
Jeg tænkte før at Slummeren var rolig
naar Hj{ <...> }erteblodets Væld ˹v˺ {e} ˹a˺r tørret ud – –
Furia
.
N{ei}u, {nei}er det ikke saa? – –
Catilina
.
Nei {nei}hør {nu}mig {skal}blot.
Jeg kjæmped vildt i Spidsen for min Skare
jeg søgte Døden under Sværdets Eg
og rundtomkring mig segned mine Venner
i Dødens Blund, kuns jeg – jeg fandt den ei
og da de alle laa til Jorden strakte
og Fiendernes Skarer droge bort,
jeg stod end halvt bedøvet hist hvor Slaget
nys havde tonet; alting var saa tyst
ned skinned Maanen mellem Skyens Revner
˹belyste˺ og lyste mat de Faldnes blege Træk
der laa de rundt om mig med b{l}rustne Blikke
med vilde Smil om fælt fordreiet Mund –
Faksimile
legg: , blad: [44]v
det {t}sy{k}ntes mig som om de laa i Drømme
og { <...> }griinte haant og truende ad mig – – –
som om de fordred deres Blod tilbage –
Furia
. –
Nei, Catilina, nei, det var ei saa –
– de vinked kuns du skulde følge dem –
Catilina
.
Vel mig hvis jeg formaaed det
Furia
.
Nu, tænk
ei meer derpaa, kom jeg vil smykke dig,
med Seierskrandsen, med din Seiers Løn
(strækker Krandsen imod ham)
Catilina
.
Fy, hvad er det – en {v}Valmuekrands –
Furia
. med vild Munterhed
Nu ja,
er det ei smukke Blomster, see de lyse
i {m}Maaneskinnet, lig det friske Blod –
Catilina
.
Nei væk med de˹m˺, de har en rædsom Glands – –
Furia
med Latter
Nu, elsker du de matte, blege Farver –
saa vil jeg skjænke dig den grønne Tangkrands
som Tullia bar i de vaade Lokker
da hendes Liig paa Tibervoven svømmed!
Catilina
.
Ha! hvilke Billeder! – –
Faksimile
legg: , blad: [45]r
˹45˺ 42
Furia
.
Skal jeg maaskee –
da hente Græsset ifra Romas Marker –
med brune Pletter af det Borgerblod
som strømmed for din Haand, min Catilina!
Catilina
.
Holdt inde – – –
Furia
.
Eller skal jeg bringe dig
en Krands af Skovens brune Løv, der visned
da det var Vidne til Forbandelsen
som ifra den {f}Forførtes Læbe lød – –
Catilina
.
Ha! er du da en Dæmon – – –
Furia
.
Nei en Minder,
en venlig Minder om din Fortid kun – –
Catilina
.
Men hvorfor nu – –
Furia
.
Ved Maalet skuer jo
den trætte Vandrer paa sin Vei tilbage –
{F}Catilina
Staaer jeg da ved mit Maal – –
Furia
.
Saafremt du vil –
Catilina
Jeg vil? – ja vist – ha! fælt din Tale har
{ t }en Hær af Billeder fremmanet i min Sjæl
(med Hæftighed.)
Hvad ville I mig da I blege Skygger
Faksimile
legg: , blad: [45]v
lad mig i Ro; hvad fordre I af mig? –
Furia
Kom til dig selv, dit Indre er i Oprør
kom, lad mig flætte Krandsen i dit Haar
den har en stærk en virkssom Lægekraft
den dysser dig til Ro, den skjænker Glemsel
Catilina
i Tanker
Gjør den, Furi
Glemsel! siger du – ha! det er Ordet just
saa tryk da Krandsen tæt omkring min Pande
Furia
. (sætter ham Krandsen
paa Hovedet.)
Nu er du smykket, saadan skal du træde
for Mørkets Fyrste frem min Catilina!
Catilina
.
Ja, ja – jeg {j}vil; – jeg længes efter Ro
min Sjæl er vorden m{ <...> }at i Livets Kampe –
– nu vil den slumre; – Alt er sort derinde
saa sort som denne Nat og dog jeg skimter end
en Stjerne glimtende igjennem Mulmet her
(lægger Haanden paa Brystet.)
Furia
. afsides.
Ha! det er hende – – –
Catilina
.
Den forhindrer mig –
jeg kan ei følge dig førend dens Glands –
er ganske {S}slukket – o! – der var en Tid
da den var straalende og blank som Stjernen
paa Himlen hist bag Skyens mørke Bræm.
Nu er den mat –, de{t}n dæmrer taagedækt –
Faksimile
legg: , blad: [46]r
˹46˺ 43
Furia
.
Saa sluk den ganske – –
Catilina
.
Ha hvad mener du?
Furia
.
Du har din Daggert end, { d <...> }to {ra }Tommer {dybt}Staal
er nok, da banker ei hiint Hjerte meer
der stilled fiendtlig sig imellem os –
Catilina
.
O jeg forstaaer – – Aurelia – nei, nei –
jeg havde hende glemt, jeg veed ei se{g}lv
– det tykkes mig som om det alt blev godt –
og roligt i mi{t}n ˹Sjæl˺ Bryst naar kun jeg lagde
mit Hoved ind til hendes Barm og glemte
– glemte Alt –
Furia
.
Nei det er Daarlighed
at tænke meer paa sligt, dog som du vil –
– nu gaar jeg bort, søg kuns om du kan finde
hos hende din længst tabte Rolighed – –
(med stigende Hæftighed.)
Ha Daare! troer du da de blege Døde
vil lade dig i Fred – nei nei de { stille } skulle
i vilde Hobe samles rundt om dig – –
fælt vil' de stirre med de hule Øine
og kræve blodig Hævn –
Catilina
Ha du har Ret
(seer sig om)
Men kommer hun jeg trodser eders Magt
Faksimile
legg: , blad: [46]v
(vildt)
paa Jorden { <...> }spirer Freden ei for mig –
jeg følger dig til Dødens Skyggeland –
– ja hun skal falde – hun er Baandet som
end knytter mig til Livet – – –
Begge
Hun maa falde –
(Et Lyn oplyser Scenen og Tordnen
ruller.)
Furia
.
De høie Magter hørte hvad du svod
– see Catilina – hist dit Offer {K}kommer – –
Aurelia
(kommer ind fra
Baggr: og seer sig æng-
stelig omkrg.)
Hvor skal jeg finde ham? Jeg seer ham ei –
I høie Guder skjænk mig Kraft – (bemærker ham)
O Himmel –
( ˹iler˺ allene imod ham)
Min Catilina! –
Catilina
(vildt)
Ha! hvad vil du Kvinde!
Aurelia
.
Du lever end! (vil kaste sig i hans Arme.)
Catilina
(støder hende bort.)
Gaa, gaa, jeg hader dig! –
Aurelia
.
O milde Himmel – –
Catilina
.
Vil du hilde mig
paany i Lænker – ha! det skal ei lykkes; –
stir ikke saadan paa mig, Kvinde, viid, –
jeg kan ei taale disse {Øin}ømme Blikke
de trænge mig til Hjertet, som en Dolk –
jeg taaler det ei længer – du skal falde –
Faksimile
legg: , blad: [47]r
˹47˺ 44
han drager sin Dolk og griber med
Hæftighed hendes Arm –
Aurelia
.
O høie Guder vaager over mig! –
Catilina
med stigende Hæftighed
Du skal – du maa – du knytter ene mig
til Livet, snart er Baandet søndersprængt
(et stærk Tordenskraall ˹høres˺) (rasende)
følg Kvinde – hør hvor Tordnen ruller huult –
siig hører du, nu taler Guderne
det sidste Afskedsord til Catilina! –
(han fører hende halv afmægtig ind
i Skoven)
Furia
(seer efter ham med vild
Glæde.)
Nu er min Seier vis! han hæver Dolken alt –
forgjæves strækker hun sin Haand mod Himlen –
– han støder til – hun segner i sit Blod
{ <...> }Catilina
. (kommer langsomt ind.)
Nu er det skeet, snart er jeg ikke meer –
alt sænker Dødens Ro sig i min Sjæl –
hvad fattes mig – jeg veed det ikke selv
– det tykkes mig som brast mit Hjertes Strænge
{m}ved hendes Dødssuk –, jeg er sært beklemt –
– ret som om pludselig den vide Jord
var bleven til en stor, uhyre Ørk
hvor ikkun du og jeg stod end tilbage
Furia
.
Saa er det! – Catilina –
Faksimile
legg: , blad: [47]v
Catilina
. grublende
For mit Blik
opklares hvad jeg længe dunkelt følte. –
Er ikke Livet da en stadig Kamp
imellem Sjælens fiendtlige Kræfter –
og denne Kamp er Sjælens eget Liv. –
Men Sjælens Kampe ti{ <...> }e i min Barm –
hæftigt –
Nu vel, saa er jeg ˹er ei˺ ikke Catilina meere –
tag der min Dolk, sluk Lampens sidste Blus.
Furia
– griber Dolken
Saa fald da for min Haand og jeg skal følge
dig, Catilina, selv bag Gravens Skygger –
˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort ved siden av den strøkne teksten.]
(Hun støder Dolken i
hans Bryst; han s{u}ynker
om ved Foden af Træet.)
˺
(hun støder Dolken i hans Bryst
han synker tilbage og læner
sig mat op mod Træet.
)
Catilina
. (efter en Pause med mat Stemme)
Ha nu fatter jeg din Tale, gaadefulde Aand!
halvt jeg falder for min egen, halvt for fremmed Haand;
da jeg hendes Hjerte knuste, flygted fra min Sjæl
alt, hvad Godt og Skjønt der boed, kuns en Midnat fæl
blev tilbage, snart den vorder til et evigt Mulm
Mørke Styx, slaa nu din Bølge imod Strand og svulm
over Bredden, snart du fører Catilina hen
mod det dunkle Tartarus, imod hans Fremtidshjem
tvende Veie gaa hist nede, een for mig er kun,
imod Venstre – – –
Aurelia
(kommer ind bleg og vaklende
med blodigt Bryst)
Nei mod Høire, mod Elysium!
<...>

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her